Forside * Nyheder

En printer helt uden papirbakke


Et nyt printer-design får i disse dage temmelig meget opmærksomhed i alverdens netmedier. Designet gør det nemlig af med papirbakken.


Det virker lidt irriterende at skulle have en stak papir ét sted og sin printer et andet sted, og så fodre printeren med papir portionsvist. Samtidig er papirbeholderen i en printer noget af det, der får en printer til at være allermest klodset at se på og forhindrer den i at komme ned i størrelse.


Det mener den 25-årige designstuderende Mugi Yamamoto fra ECAL-skolen i Lausanne også. Så derfor valgte han som sit afgangsprojekt at lave en papirbakke-løs printer. I stedet for en papirbeholder sidder printeren oven på stakken af papir og tager papir-arkene ind gennem bunden.


På den måde æder printeren sig langsomt ned gennem stakken af ark, og man slipper helt for at fodre printeren, indtil man er løbet helt tør for papir.


Derudover har printeren et fladt design. Den er på størrelse med to A4-ark og kun fem centimeter høj.


Yamamotos design har fået omtale i et hav af store medier lige fra Wired over The Verge til Engadget samt flere design-medier, og Yamamoto udtaler, at han håber opmærksomheden gør, at han kan få sat printeren i produktion inden længe.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.