YouSee forventer at også Viasat-kanalerne vil kunne tilkøbes stykvis senere i år.
Forleden dag udvidede YouSee deres a la carte tilbud, de ekstra-kanaler som kan tilkøbes udover grundpakken (som alle kunder som minimum skal aftage).
Nyhederne var at der ikke længere er et minimums-antal på de ekstra kanaler, nu kan man nøjes med én, og at der nu er endnu flere kanaler som kan tilvælges.
Men for de sportsinteresserede var der ikke meget nyt at hente, for et nærmere gennemsyn af de mulige ekstra-kanaler, afslørede at YouSee ikke var kommet i mål med Viasat. Der er dog endnu håb om at Viasat kommer med.
“Vi har gode samtaler med Viasat, og vi forventer at blive enige. Vi har bare ikke nået det inden lanceringsdatoen den 1. juli, men det er mit mål, at det falder på plads efter sommerferien”, fortæller tv-direktør i TDC Group Ulf Lund til epn.dk.
Direktør i Viasat, Kim Poder, bekræfter over for epn.dk at der forhandles med YouSee om deres kanaler, men han ønskede ikke at uddybe.
Læs også: Mere a la carte TV hos YouSee