Styr TV, stereo, lys, varme mv. med håndbevægelser i hele hjemmet, også rundt om hjørner og igennem vægge.
Vi kender nutidens systemer til at aflæse håndbevægelser og fakter. Det er indbygget i ting som TV fra Samsung og i Kinect til Xbox. Fælles for de systemer er, at de skal kunne se den person der “afkodes”, da de baserer sig på kamera-teknologi i en eller anden form.
Men hvad så hvis man står i køkkenet ved siden af, og lige vil skrue op/ned for stereoanlægget i stuen eller skifte kanal på TV’et? Der kommer den type teknologi til kort.
Et hold forskere, der studerer datalogi (computer science) på University of Washington (U.W.), har fremvist et banebrydende system som de kalder WiSee. Det skriver Scientific American.
WiSee er baseret på WiFi-teknologien, altså trådløse netværk.
De har modificeret en WiFi-router til at sladre om bevægelser i hjemmet, og det er ikke blot en simpel rumsensor som de fik ud af det. De nåede frem til at bevægelser påvirker WiFi-signalerne, og hver bevægelse afgiver et unikt mønster der kan afkodes.
Eksempler på bevægelser som WiSee kan afkode
Eksempelvis skaber en håndbevægelse udsving i frekvensområdet 10-20 Hz, og via detaljerede algoritmer kan dette afkodes, også selvom den håndbevægelse sker i et rum inde ved siden af.
Forskerne har testet det på fire forsøgspersoner, og i sin nuværende form ramte det rigtigt 94% af tiden.
WiSee kan tilmed adskille mennesker fra hinanden. Så man kan fortælle systemet hvem de primære brugere er, og så er det kun dem som det reagerer på. Systemet kan også trimmes til kun at fange bevægelser der udføres på en bestemt måde, så det ikke reagerer på alle de øvrige bevægelser vi laver.
Det lyder som ren science fiction, men det er allerede virkelighed på forskningsniveau. Så om få år kan vi måske styre hele det intelligente hjem med enkle bevægelser, fra TV og stereo til lys og varme.
På videoen øverst i denne artikel fortæller forskerne om WiSee.