Google springer nu på samme vogn som Apple, Microsoft og Intel. De vil også streame live-tv over nettet.
Vi kender alt til Apples langtrukne forhandlinger med de amerikanske tv-selskaber omkring rettighederne til at streame live-tv via iTunes, AppleTV og ikke mindst Apples kommende fladskærms-tv. Vi ved også, at Xbox One kommer til at kunne erstatte ens kabel-boks gennem apps og på den måde kan streame live-tv. Og Intel bekræftede tidligere på året, at de arbejdede på en boks, der også skulle levere streamet tv over nettet.
Men ny i gruppen af tech-giganter, der gerne vil levere live-tv via nettet er Google. Man kan argumentere for, at det næsten er nødvendigt for dem, hvis de skal være med i konkurrencen fra de tre andre.
Google startede angiveligt allerede forhandlinger med tv-selskaberne for to år siden, men disse forhandinger strandede. Nu er de blevet genoptaget. Det skriver Wall Street Journal.
Intel kan blive en joker
Angiveligt vil Google gerne have mulighed for at tilbyde streaming af tv-kanaler live over nettet på deres Google TV-platform, og måske endda også i en browser og på Android. Men ifølge New York Times, der også bringer historien, er forhandlingerne kun lige begyndt, og der kan gå længe, inden vi rent faktisk ser noget til det.
Jokeren i konkurrencen om at komme først med en populær og dominerende live-tv-streamingtjeneste kan dog blive Intel. De har ligget lavt under radaren i hele spillet, men har skabt underselskabet Intel Media. Underselskabets direktør, Erik Huggers fortalte i februar under AllThingsD-konferencen D:Dive Into Media 2013, at Intel ville lancere en boks under et helt nyt navn, der ville levere en ?over-the-top-tjeneste med både broadcast-kanaler, betalingskanaler, on-demand og et hav af apps.?
Samtidig fortsætter firmaet Aereo sin ekspansion henover USA, hvilket snart bør få et europæisk modsvar. Aereo tager Free-to-air-tv ned via antenner og konverterer dem til videostreams, som folk så kan få adgang til.