Screen Excellence Slim er et smalt rammelærred designet til at matche fladskærmen, og så har det en lydtransparent 4K dug.
Den engelske lærreds-producent Screen Excellence introducerer nu Slim, et kompakt ramme-lærred, designet til at matche design-stilen i tidens fladskærme.
Lærredet har en velour-belagt ramme med en bredde på blot 1,5 cm, hvilket gør det noget mere “spiseligt” at benytte et fastramme-lærred i stuen. Det kommer med Screen Excellence’s egen lyd-transparente dug, Enlightor 4K.
Denne dug er vævet med mikrofiber, som har mange flere og meget mindre huller, end normale lyd-transparente duge. Dette indebærer at dugen er helt fri for moiré, synlige huller eller andre af de ulemper der normalt findes på lyd-transparente duge.
Ja, selv ved billeder i den højere 4K-opløsning (Ultra HD, 3840×2036) skulle dugen være praktisk talt moiré-fri, ved normal betragtningsafstand.
Dugen er samtidig ISF godkendt, hvilket kræver en høj farveægthed uanset synsvinkel og projektorens lys-sammensætning.
Enlightor 4K dugen benyttes sammen med en såkaldt black backing, et lag af sort, lyd-transparent stof som opfanger lyset bag lærredet. Uden dette lag vil lyset i nogen grad slippe igennem dugen, og gøre højttalerne synlige igennem dugen.
Screen Excellence Slim findes i størrelser fra 92 til 138 tommer.
Pris og tilgængelighed
Priserne starter ved kr. 10.999,-
Importeres af KC Audio
Find nærmeste forhandler på hjemmesiden.