Forside * Nyheder

Disken er ikke helt død endnu


Sony og Panasonic samarbejder om nye diske, der kan indeholde op til 300GB pr. styk.


Der er sådan set ikke noget nyt i, at diske kan komme op på den slags lagerplads. Pioneer har tidligere vist en Blu-Ray-diskprototype frem, der kan indeholde 400GB data, og på laboratorieplan har man kunnet lave diske på helt op til 1TB.


Men ingen af disse ser ud til at komme ud på markedet, som det er lige nu. Sådan er det derimod ikke med det nyeste projekt fra Sony og Panasonic. I en pressemeddelse fortæller Sony, at de forventer ? i samarbejde med Panasonic ? at levere et nyt diskformat, der kan håndtere mindst 300GB, inden 2015 rinder ud.


Den nye disk er primært lavet til arkivbrug, og i pressemeddelelsen forestiller Sony sig, at det primært vil være film- og tv-verdenen, der vil tage det nye diskformat i brug. Men de henviser også til et af Sonys disk-arkiv-systemer, der tidligere har været sendt på markedet, og som også forbrugerne kan få fat i.


Så hvem ved, måske kan vi droppe backup-harddiske fra om to år, og bare lægge tingene på en skive i stedet. Hvis ikke alt ligger i skyen til den tid.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.