Det lader til at Apple alligevel ikke helt kan undvære Samsung i udviklingen af deres nye produkter.
Siden de to firmaer har været i totterne på hinanden i retssale verden over, har det ellers kun gået i én retning: Apple har distanceret sig mere og mere fra en af deres største komponentleverandører. Det startede med at Apple skiftede leverandør af skærme til bl.a. iPad og iPhone, og siden har Apple også forsøgt at finde nye kilder til rammen i deres produkter.
For nylig forlød det så fra Wall Street Journal, at siliciummet i de kommende iOS-enheder ville blive leveret af taiwanesiske TSMC, og dermed ville Apple have taget et yderligere skridt væk fra at være afhængig af en af deres største konkurrenter.
Men nu skriver The Korea Economic Daily, at Samsung skal levere 14 nm FinFET-chips til Apples iOS-portefølje for 2015. Med andre ord ser det ud som om TSMC kun skal levere chips til Apple i et enkelt år, nemlig 2014. Eller også skal de dele æren med Samsung fra 2015 og frem.
Pudsigt nok skriver avisen, at vi i 2015 vil se en iPhone 7 (og ikke en 6S, som websiden Engadget bemærkede) med Samsung-teknologi ombord. Dette kan stille spørgsmålstegn ved troværdigheden af artiklen. Men uanset hvad, lader det til at de to firmaers forhold til hinanden fortsat er temmelig kompliceret.