Amazon.com sender forudbestilte Xbox One, så de ankommer den 27. november, men vi har endnu ikke hørt noget officielt fra Microsoft.
Vi venter endnu på en officiel lanceringsdato for Xbox One fra Microsoft, men skal vi tro Amazon.com, så vil den kommende spillekonsol og underholdningsmaskine kunne hives ned fra butikshylderne den 27. november.
Den amerikanske onlinegigant har opdateret siden for “Xbox One Console – Day One Edition,” og folk allerede har bestilt, har modtaget en e-mail, der bekræfter at de modtager maskinen med posten den 27. november.
Spørgsmålet er så om Microsoft har planer om en verdensomspændende lancering den 27. november, eller om amerikanerne får fingrene i Xbox One før alle andre. Tager vi et kig på Amazon.de og Amazon.co.uk, så kunne vi godt gå hen og blive nervøse for, at spillemaskinen først lanceres senere på denne side af andedammen. Amazons tyske og britiske kunder må – ligesom vi danskere – finde sig i en ukendt lanceringsdato.
Microsoft har været ude i lidt af et stormvejr for tiden efter, at en alliance af gamere og teknologijournalister brokkede sig over DRM-implantationen i Xbox One. Det har fået firmaet til at dreje om på en tallerken – det kan du læse mere om her!