Microsoft må have følt sig relativt trygge i den første del af PlayStation 4-pressemødet på E3-messen.
Der så ikke ud til at være de store forskelle i ydeevnen på PS4 og Xbox One, faktisk så det endda ud som om, Xbox One er lidt foran på point, når det gælder grafikkvaliteten, i hvert fald rent teknisk.
Men henimod slutningen af PS4-pressemødet må der alligevel have gået chokbølger igennem Microsofts Xbox-hold. For ikke nok med at Sony annoncerede, at du kan bruge brugte spil på PS4, de har også sat prisen væsentligt lavere end Xbox One.
PS4 kommer til at koste 399 Euro i Europa mod de 499 Euro, som Xbox One koster. Der er altså 750 kroners forskel på de to maskiner, hvilket formodentlig betyder næsten 1000 kroners forskel ude i butikkerne, når momsen kommer oven i.
Det er alligevel en slat penge, når forbrugerne står og skal have en ny konsol. Man betaler altså ekstra for Kinect-kameraet og de mange underholdningsmuligheder med film og tv, der følger med Xbox One.
Dertil kommer som nævnt, at Sony ikke lægger restriktioner på brugen af brugte spil. Med andre ord kan du låne et spil af en ven eller købe det brugt (så længe det er på en skive) og smide den i din egen PS4. Det kan du kun i meget begrænset omfang på en Xbox One, der derudover skal være online hele tiden for at virke ordentligt.
Det skal PS4 ikke, og Sony trak et overordentligt massivt bifald, da de annoncerede brugtspils-reglerne, offline-muligheden og prisen.
Se også
Sony gør tykt grin med Microsoft
PlayStation 4 ligner også Xbox One udenpå