Google vil nu strømline deres chat-kommunikationsveje under navnet Hangouts.
Det beretter TechRadar, der forventer at Google afslører den nye, samlede chat-tjeneste under Google I/O-konferencen, der begynder på onsdag.
Tjenesten forener Google Chat, som mange sikkert kender fra Gmail-interfacet, med de Hangouts, som nogle kender fra Google+-netværket. Men måske gemmer der sig endnu mere under motorhjelmen.
Internt i Google har tjenesten nemlig gået under navnet Babel, efter det bibelske babelstårn, der er et symbol på ikke bare snak, men snak på et utal af forskellige sprog. Internet-faderen og Google-evangelisten Vint Cerf har tidligere fortalt overtegnede journalist, at Google arbejdede på en chat-tjeneste med indbygget oversætter.
Idéen er, at man kan skrive på sit eget sprog, mens modtageren af beskeden ser meddelelsen på SIT sprog. Altså, du læser og chatter på dansk, mens din samtalepartner læser og chatter på kinesisk.
Om det er denne funktion, der ligger bag Babel-arbejdstitlen er dog indtil videre ren spekulation. Vi ved langt mere på onsdag, når Google I/O-keynoten løber af stabelen, og Recorderes udsendte sidder i salen.