Der vil nok skulle lidt af et kulturskift til for at få det til at lykkes, men Intel rasler en lille smule med sablen i forhold til at forsøge at køre Thunderbolt i stilling som en afløser for HDMI.
Det sker i disse dage på NAB-messen i Las Vegas, hvor broadcast-verdenen er samlet fra nær og fjern for at kigge på grej, og der slipper også lidt ud til forbrugerne engang imellem.
Intel har netop annonceret en opgradering af deres Thunderbolt-standard, så den nu kører dobbelt så hurtigt, fra 10 Gbps til 20 Gbps. Under denne annoncering valgte Intel så lige at nævne, at Thunderbolt var fremragende til 4K-video, fordi du både kunne overføre en 4K-videofil og streame 4K-video samtidig via den opgraderede standard.
Båndbredden i sig selv vokser jo hele tiden, men det man skal være opmærksom på her, er at Intel rent strategisk taler om video snarere end data. Tager man deres Thunderbolt-partnerskab med Apple i betragtning, kunne man jo godt spekulere lidt i, om Apples kommende iTV også vil forsøge at gøre tingene anderledes på denne front.
Vi skulle begynde at se den nye, opgraderede Thunderbolt-version i 2014.