Når snakken falder på antallet af apps, er det som regel i forbindelse med mobile apps. Men nu begynder app-butikkerne på computernes skriveborde også at rykke for alvor.
Markedsandelen taget i betragtning (modsat på smartphones) er det ikke så overraskende, at Windows Store er begyndt at rykke fra konkurrenter som Chrome OS og OSX. Og nu har Windows Store nået en milepæl.
Ifølge websiten MetroStore Scanner er antallet af apps i Windows Store nu oppe på 50.380 aktive apps, hvilket er mere end tre gange så meget som den nærmeste konkurrent, Apples Mac App Store.
Lanceringen af Windows 8 og Windows RT og disses fokus på apps har formodentlig spillet en stor rolle i den hastige vækst i Windows Store, hvor antallet af apps er blevet fordoblet siden sidste år.
Microsoft er dog stadig meget langt bagud på smartphone-fronten, hvor antallet af apps ligger lige over 150.000. På iOS og Android kan man vælge mellem tæt på 800.000 apps.