Er vores TV’er ved at få samme livscyklus som mobiltelefoner og laptops, så de skal skiftes efter 1-2 år? Det spørger skribenten om, i denne klumme.
Bag ovenstående overskrift gemmer dig sig ikke noget om Skype-apps til smart-TV?er eller indbyggede web/3D-kameraer i de nyeste TV-modeller.
Nej, det handler om holdbarhed og livscyklus. For det ser nemlig ud som om, TV-producenterne prøver at presse os til at skifte vores fjernsyn ud noget oftere, end vi er vant til. Akkurat, som vi kender det fra vores brug af mobiltelefoner eller laptops.
Det er selvfølgelig ikke noget nyt i, at elektronikproducenterne prøver at presse innovationer ud på markedet, sådan at folk får lyst til at købe nyt. Det har været en markedsdrivkraft i branchen i mange år. Det går formodentlig mindst tilbage til starten af firserne og Walkman-revolutionen, hvor mobilitet (og dermed chancen for at ens afspiller går i stykker og skal erstattes) blev forøget.
Men der er nu alligevel noget nyt over, at denne tendens nu er kommet over i stuealteret også. Jeg kan da i hvert fald huske, at det var en ret stor begivenhed, da jeg var barn, når familien fik nyt fjernsyn. Eller når naboen fik det. Eller ens legekammerats familie. Det var nærmest, som når man fik en ny bil. Det var ikke bare en stor investering, det var også noget, der bragte en hel ny række muligheder ind i ens liv.
Og så var der naturligvis altid ?Nøøøøøj?-faktoren, når tekst-tv-dekoderen var lidt hurtigere end på det gamle fjernsyn, eller når man pludselig fik et billedrørs-tv på (Gisp!) 28 tommer.
Det hang naturligvis sammen med, at der op igennem firserne og halvfemserne, ja , faktisk frem til at fladskærms-tv?et begyndte at komme ned i en pris, hvor alle kunne være med, ikke skete så meget nyt på TV-fronten. Indtil 16:9-formatet begyndte at dukke op, var den sidste revolution indenfor selve tv-billedets udseende skiftet fra sort/hvid til farve. Og der gik ret mange år i mellem de to hændelser.
Man kan naturligvis argumentere for, at kabel- og satellit-tv og den senere digitale version af samme gjorde ting for selve billedkvaliteten af tv-signalerne. Men der var trods alt ikke grund til at skifte sit TV ud.
Men så begyndte fladskærmene at komme. Og så skulle vi først have plasma. Så LCD. Så LED. Så 720p. Så 1080i. Så 1080p. Så begynde Hertz-tallet at stige. Så kom 3D. Nu står vi så overfor OLED og 4K, og måske endda 8K indenfor en overskuelig årrække.
Jeg købte mit nuværende TV, et helt almindeligt 42? Toshiba med 1080p for fire år siden. Jeg har været på nippet til at skifte det ud med et TV, der kan klare 3D i flere omgange. Men først var det priserne, der stoppede mig, nu er det så udsigten til 4K, der får mig til at vente. Et fænomen, jeg har udforsket i en anden klumme.
Pointen er vel egentlig bare, at vi efterhånden skifter vores fjernsyn ud, lige så ofte som vi skifter mobiltelefoner. Eller rettere, man KUNNE skifte ens TV ud hvert år eller hvert andet år, ligesom vi gør med mobiler og laptops. Jeg tror ikke, det bare er mig, der fornemmer, at producenterne prøver at presse os ind i at tænke på TV?er som havende samme korte livscyklus som disse to temmelig udskiftelige produkter.
Spørgsmålet er, om vi falder for det. Fristelsen er der i hvert fald.
Hvad mener I, kære Recordere-læsere? Er det ok at tænke på sit tv som værende lige så udskifteligt som mobiltelefonen?
