For et par dage siden løb der vilde rygter rundt på nettet om, at Google ville lancere en konkurrent til Evernote.
En slags erstatning for den gamle, men lidet brugte funktion Google Notebook, hvor man kunne tage noter og lægge dem op i skyen.
Den nye tjeneste, Google Keep, blev lanceret kortvarigt og hevet ned igen, så snart et par webmedier fik øje på den. Det er sådan, Google skaber hype om sine produkter i vore dage. Akkurat ligesom med Google Drive, gik der dog kun et par dage, så var den ægte vare lanceret.
Onsdag nat dansk tid gik Keep live, og netop sammenkoblingen med Google Drive er en af de funktioner, der gør Keep anderledes end den gamle Google Notebook. Det nye Keep-interface er dog også langt mere veldesignet end tidligere, og kan snildt blive en alvorlig konkurrent til Evernote, der ellers sidder ret hårdt på sky-note-markedet.
Du kan tjekke Google Keep ud HER.