Forside * Nyheder

Google Drive faldt ned fra skyen


 


Hvis du ikke kunne få adgang til din konto på Google Drive i løbet af mandag, var det hverken din pc/tablet/smartphone eller din netforbindelse, den var gal med.


For millioner af mennesker verden over var Google Drive nemlig gået ned.


Balladen startede mandag eftermiddag dansk tid, og Google var straks på sagen. Men først hen på aftenen fik Google ifølge deres egen sikkerhedsblog styr på tingene. Efterfølgende var der stadig visse rapporter om folk, der ikke kunne komme på, men disse døde hen i løbet af mandag aften.


Google Drive var kun nede i nogle få timer mandag morgen i Googles hovedkvarter i Silicon Valley, men det var lige midt i en travl eftermiddag, hvis man sad i Europa.


Microsoft oplevede ifølge The Register et lignende udfald, der sendte Outlook.com- og Hotmail-serverne hos Microsoft i gulvet i mere end 16 timer.


Ovenstående er eksempler på risiciene ved at centralisere lagerplads og mail-tjenester i skyen, selvom dette har andre, åbenlyse fordele. Det store spørgsmål er, om brugerne vil blive ved med at stole på sky-tjenesterne, hvis disse udfald fortsætter.


Hvad mener du? Er fordelene ved skytjenesterne større end ulemperne? Eller stoler du slet ikke på hele cloud-fænomenet? Giv lyd i kommentarsporet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.