Vi følger med spænding Mozillas udvikling af et helt nyt OS til mobile platforme, Firefox OS. Hvis det følger Mozillas normale værdisæt, bliver det sandsynligvis noget, mange app-udviklere vil kaste sig over.
Under et pressemøde på MWC afslørede Mozilla, at systemet allerede er på vej ud på telefoner i lande, der ikke traditionelt er der, vi ser den slags lanceret først. Lande som Brasilien, Colombia, Venezuela, Spanien, Mexico, Polen, Ungarn og Serbien står først for, blandt andet fordi smartphonen Alcatel One Touch Fire (bill.) kommer ud med Firefox OS på. Og Alcatel er netop stærke i disse lande. Hvornår OS?en kommer til telefoner i andre lande bliver åbenbart afsløret lidt ad gangen. I USA må de for eksempel vente til næste år.
ZTE kom først
Alcatels telefon er helt klart lavet til et lille budget. Der er tale om en smartphone med 3,5 tommer HVGA-skærm, 1GHz på processoren, 256MB ram og 512MB lagerplads, der dog kan udvides op til 32GB via MicroSD. Kameraet er blot på 3,2 Megapixels.
Det var dog ZTE, der med et mulehår var først med at annoncere en smartphone med Firefox OS.De annoncerede allerede i sidste måned, at der var en sådan på vej, og den er netop blevet vist frem på MWC under navnet ZTE Open. Den er en lille og endnu mere skrabet smartphone med 3,5 tommer skærm, 480×320-opløsning og 3,2 megapixels på bagkameraet. En telefon, der helt klart er lavet til at være ultrabillig.
Spansk nørd-o-fon
Og hvis man er mobilbruger i de lande, hvor Firefox OS-telefonerne sælges, skal man dog ikke undvære de mest basale apps. Mozilla kunne nemlig på MWC bekræfte, at Facebook, Twitter, Nokia Here og ikke mindst spillet Cut The Rope alle er klar som apps til Firefox OS. Der er en app-butik til Firefox OS på vej senere i år, hvor man blandt andet kan betale for apps over telefonregningen (afhænger af operatøren.)
Et andet firma, der har kastet sig over Firefox OS er Geeksphone, der er en lille producent fra Spanien. De har lavet Peak, en mellemklasse-smartphone med 4,3 tommer skærm i qHD, Snapdragon S4 Play 1,2GHz og 8/2MP på kameraerne. Den har kun 4GB lagerplads, men kan udvides via MicroSD.
Du kan se den fulde liste over bekræftede Firefox OS-partnere og læse mere om systemet hos Mozilla.