Wikipedia har altid været et godgørende foretagende. Online-leksikonet er non-profit og synes blot at være til for at kunne udbrede og dele information med hele verden.
Men der er stadig store dele af verden, hvor der ikke er adgang til mobildata, eller hvor smartphones stadig er alt for dyre til at befolkningen har råd til dem. For også at få Wikipedia i hænderne på befolkningerne i disse verdensdele (og til alle os, der bare har dårlig dækning), har organisationen nu besluttet sig for at lave en SMS-tjeneste.
Man kan sende en SMS med en søgning, akkurat som man ville putte den ind i søgefeltet på den ?rigtige? Wikipedia. Og så modtager man derefter en SMS med informationer om det emne, man har forespurgt på.
Tjenesten forventes lanceret om nogle måneder og er finansieret af to fonde i henholdsvis USA og Sydafrika. Man må formode, at der blot sendes uddrag af Wikipedia-artiklerne, for ellers kan det blive til rigtig mange svar-SMS?er.