Forside * Nyheder

Panasonic lukker fabrik for plasma TV


 


De store investeringer i plasma-teknologien har ikke givet Panasonic det nødvendige afkast, og nu må endnu en fabrik lade livet. 


Panasonic lukker “Shanghai Plasma TV Factory”, som er den af deres fabrikker i Kina der udelukkende laver plasma TV. Det skriver erhvervsmediet Nikkei, på baggrund af oplysninger fra Dow Jones.


Produktionen på fabrikken er allerede stoppet, og medarbejderne afskediges. Lukningen af endnu en plasma-fabrik er en tydelig indikation på, at Panasonics store investeringer i plasma-teknologien ikke er endt i det lukrative marked, som elektronikfabrikanten håbede på.


Panasonic fortæller at en anden fabrik i Shandong, Kina, der i dag udelukkende arbejder med LCD TV, fremover også skal være samlefabrik for nogle plasma TV modeller.


 


Ikke enden på plasma TV


For fans af plasma-teknologien er den positive melding, at Panasonic ikke slipper plasma TV sådan lige.


Vi mødte topbossen for Panasonic Nordic på CES-udstillingen i Las Vegas. Forespugt hvordan han så fremtiden for plasma TV hos Panasonic sagde han:


“Panasonic er fuldt engageret i både plasma og LED-teknologi. Vi mener stadig at plasma-tv tilbyder den mest naturlige billedkvalitet, den mest naturlige måde at se HD-indhold på”, lød det fra Paul Reid, administrerende direktør i Panasonic Nordic, til recordere.dk


Han kunne samtidig bekræfte at Panasonic kommer med et fuldt nyt lineup af plasma TV i Norden her til foråret. Dette inklusiv en 50″ udgave af VT60. Den størrelse var ikke udstillet på CES, og det fik flere til at spekulere i om 50″ mon var udgået i VT-serien, men det er den altså ikke.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.