Forside * Nyheder

LG tog fusen på Samsung, med en sidste minuts redning på OLED TV



Før CES åbnede hang der sort stof og dækkede for indgangen til Samsungs stand. Foto: recordere.dk


 


LG var lynhurtige, og drillede Samsung med en ren feberredning i minutterne inden CES-udstillingen åbnede.


På en udstilling som CES vil producenterne gerne undgå spioner, især dem fra konkurrenterne. Her går især Samsung og LG og vogter på hinanden, og i år havde begge skærmet deres stande af under opbygningen.


Foran LGs og Samsungs stande hang sort stof, så man ikke lige kunne lure af udefra hvad de gik og byggede op.


Men LG formåede aligevel at tage fusen på Samsung denne gang, med en feberredning i de sidste minutter inden udstillingen åbnede. Det fortæller kilder tæt ved situationen til recordere.dk.


LG havde godt nok taget nogle buede OLED TV med til Las Vegas, men det var ikke meningen at de skulle udstilles. Det var kun til lukkede fremvisninger. CES er især også en handelsmesse, og bag kulisserne foregår der handler, undervisning, lukkede teknologi-fremvisninger mv.


 


 




Flot ser det ud. Ingen kan se at det blev lavet i minutterne før CES-udstillingen åbenede. Foto: recordere.dk




 


En feberredning i sidste øjeblik


Men 40 minutter før udstillingen åbnede kom en LG-medarbejder til at se, at Samsung havde valgt at udstille “Verdens første buede OLED TV”.


Nu var gode råd dyre. Hvad nu? …. Men her tog teknikere og dekoratører fat. De fjernede simpelthen en del af det planlagte display af OLED TV, og erstattede det med et display af buede OLED TV, endda med et fint nylavet skilt som også sagde “Verdens første buede OLED TV”.


Det mest bemærkelsesværdige er at de nåede at gennemføre det nummer inden udstillingen åbnede 40 minutter senere, og på den måde tog de fusen på både Samsung og den samlede verdenspresse.


Billedet ovenfor, med pigen i rødt foran LGs buede OLED TV,  tog vi ca. 1 time efter udstillingens åbning.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.