I 2011 lancerede firmaet CrispApp en Facebook Messenger-app, der også kunne klare VoIP. Den forsvandt siden hen, men nu har Facebook selv lanceret noget lignende.
Tidligere på måneden skrev vi om, hvordan canadiske brugere af Facebook Messenger på iPhone havde fået en ny feature om bord, nemlig adgang til en rudimentær VoIP-tjeneste.
Tjenesten gør det gratis at ringe fra Facebook Messenger til ens Facebook-venner og er dermed en konkurrent til Skype. Hvilket er underligt, eftersom Facebook netop samarbejder med Skype på andre platforme.
Nu er det dog ikke længere canadierne, der kan få lov at bruge funktionen. Nu er funktionen også tilgængelig for en hel del iPhone-ejere blandt de 330 millioner indbyggere, der er i USA.
Det betyder, at Facebook tydeligvis har større ambitioner med tjenesten end først forventet, og at den måske også lander på vores breddegrader inden længe.
Der er dog stadig tale om en betatest, hvor udrulningen sker langsomt, så det er ikke alle iPhone-ejere, der har mulighed for at bruge funktionen.