Forside * Nyheder

100-tommer laser-projektor på CES


Snart rykker laser-teknologien ind i hjemmebiografen. LG er klar til at demonstrere teknologien på CES-udstillingen.


De mange containere med udstillingsgrej er på vej til CES, og i kasserne mærket LG ligger en ny projektor.


“LG Hecto Laser TV projection” system er en 1080P projektor, hvor lamper og projektion er erstattet med laser-teknologi. Dette parret med en speciel 100″ skærm, danner det tilsammen et nyt bud på et display, til stue og hjemmebiograf.


 


Næsten valgfri placering


Laser-teknologien giver flere fordele, en af dem er at selve projektoren ikke behøves placeres i en vis afstand fra lærredet. Laseren kan selv sørge for at kaste lyset derhen hvor det skal bruges, og det betyder at afstanden fra projektor til lærred/display kan være så lav som 56 cm. Det har heller ingen betydning for symmetrien i billedgengivelsen, om projektoren står på gulvet eller hænger højt oppe under loftet.


Faktisk er Hecto Laser et stort TV i sig selv, da der også sidder både tuner og Smart TV indbygget, og trådløst netværk. Der er endda indbyggede højttalere, så dette system kan erstatte et normalt TV.


 


Ligner et tyndt fladskærms-tv


Man skal heller ikke tænke på levetid på lamper som på normale projektorer. Hvor en lampe typisk holder til 2500-3000 timers brug, så holder en laser 25.000 timer. Hvis du ser 4 timers TV hver eneste dag, 365 dage om året, så svarer 25.000 timer til 17 år.


Som om det ikke var fordele nok, så lover LG en dymanisk kontrast på 1.000.000:1


Selve lærredet er faktisk en speciel skærm, der er sort istedet for hvid. Når den hænger på væggen skulle det ligne et ultra tyndt 100″ LG fladskærms-tv.


 


Klar til CES-udstillingen


LG Hecto Laser byder på 3 HDMI-indgange, en digital optisk udgang og RS-232 for styring fra et home automation system. Den medfølgende fjernbetjening er af typen LG Magic Remote med stemmekontrol, fakter og scroll-hjul som en omvendt gammeldags mus.


Hvordan laserteknologien tager sig ud i dagslys melder historien ikke noget om, men vi håber at få et kig på den på CES-udstilingen her til januar.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.