TV3 hos Boxer fra nytår
Fra nytår bliver tv-kanalen TV3 en del af tilbudet hos Boxer, og fra sommer næste år også TV3 Puls.
Den populære, danske tv-kanal TV3 bliver en del af Boxers tv-pakker fra 2. januar 2013.
Boxer er blevet enig med Viasat, der står bag TV3 kanalerne, om de kommercielle vilkår og en distributionsaftale for TV3. Aftalen omfatter også TV3 Puls, som distribueres fra 1. juli 2013.
“Boxer er vokset til at være den tv-distributør, der forsyner næstflest danskere med TV. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan forbedre vores produkt yderligere ved at kunne tilbyde TV3 som én af de mest populære tv-kanaler til vores nuværende og nye kunder. TV3 er én af de mest betydningsfulde, danske tv-kanaler, og som er vigtige at kunne tilbyde kunderne”, siger Steen Ulf Jensen, adm. direktør, Boxer TV A/S.
TV3 kommer til at indgå i tre ud af Boxers mest udbredte tv-pakker: Boxer MINI, Boxer MIX og Boxer MAX. Dermed får langt de fleste Boxer-kunder automatisk adgang til kanalen fra nytår.
De første to måneder af 2013 vil TV3 kunne modtages gratis af alle i Danmark, der ser TV via egen antenne. Også dem der ikke er kunde hos Boxer.