Forside * Nyheder

Netflix snart klar med egen serie


 


Til februar er Netflix klar med det egenproducerede drama House of Cards, skabt af “The Social Network” instruktøren David Fincher.


House of Cards er en original-serie produceret for Netflix.


“House of Cards kombinerer det bedste inden for filmkunst med det bedste fra tv. Beau Willimons fængslende fortælling, David Finchers uovertrufne håndværk og Kevin Spacey og de øvrige medvirkendes præstation går op i en højere enhed og skaber en gribende historie og en helt ny oplevelse for Netflix-medlemmerne,” fortæller Ted Sarandos, programdirektør hos Netflix. “Ved at stille hele sæsonen til rådighed på én gang giver vi hos Netflix vores medlemmer fuldstændig kontrol over, hvordan og hvornår de vil se serien.”


Kunder hos Netflix kan se med fra premieren den 1. februar 2013.


 



 


Om House of Cards


House of Cards er skabt af instruktøren David Fincher (Mænd, der hader kvinder, The Social Network), den prisvindende dramatiker og Oscar-nominerede manuskriptforfatter Beau Willimon (Farragut North, Kamæleonen) og Oscar-vinderen Eric Roth (Forrest Gump, München).


Den er baseret på miniserien af samme navn fra BBC. Dette syndige politiske drama går bag facaden og ind i de politiske korridorer, hvor grådighed, sex, kærlighed og korruption trives i det moderne Washington D.C.


I en kompromisløs udforskning af magt, ambition og “The American Way” skildrer serien Francis Underwood (Kevin Spacey), som er indpisker i Kongressen. Underwood er politikernes politiker – mesterlig, underholdende, karismatisk og hensynsløs. Han og hans lige så ambitiøse hustru Claire (Robin Wright) viger ikke tilbage for noget, når det handler om at få magten. Ud over Kevin Spacey, Robin Wright og Kate Mara medvirker også Corey Stoll (Midnight in Paris), Kristen Connolly (The Cabin in the Woods), Michael Kelly (The Adjustment Bureau) og Sakina Jaffrey (Helt sikkert … måske).


Fincher har instrueret de første to episoder af serien, som blev skrevet af Willimon. Også James Foley (Sælger til salg), Joel Schumacher (Falling Down), Charles McDougall (The Good Wife), Carl Franklin (Djævel i blåt) og Allen Coulter (The Sopranos) har været instruktører på House of Cards.


Produktionen af anden sæson af dramaet begynder i foråret 2013.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.