Forside * Nyheder

Spilanmeldelse: Assassins Creed 3 Liberation


 


Assassins Creed 3 Liberation er et Assassins spil som vi kender det. Tidsalderen er den samme som i konsollernes Asssassins Creed 3, men hovedpersonen, stedet man spiller og historien er en anden.


Nogle har spurgt mig om Assassins Creed 3 Liberation blot er Vita versionen af Asssassins Creed 3. Svaret til det er, at der er tale om to helt forskellige spil når vi taler historie, hovedperson og til en vis grad størrelse. Der er dog ligheder imellem spillene i det tidsalderen, da begge spil foregår i 1700 tallets Amerika.


Styringen er også tæt på den samme, ligesom menusystemet også har mange ligheder. De ting du er vant til at kunne i Assassins Creed, såsom at kravle alle steder, have flere våben, skulle snigmyrde og skygge folk samt meget meget, er også at finde i Liberation.


 



 


Historien er dog noget anderledes end vi er vant til. Mens Assassins Creed 3 til konsoller og PC handler om Desmonds rejser i sine forfædres fodspor, så foregår Liberation i det sydlige Amerika, hvor hovedrollen indtages af Aveline, en kvinde født i et miks mellem hendes engelske far og mørke slavemor.


Moderen er væk og Aveline er med tiden blevet en dygtig Assassin. Historien er langt hen ad vejen ikke så dyb som i de øvrige Assassins spil og jeg savner at vide mere om Aveline, hendes fortid og hvorfor hun er blevet Assassin. Mod slutningen sker der dog en del positivit for historien, men jeg synes nu godt der kunne have været mere kød på i begyndelsen. Ideen om at Abstergo Industries i nutiden sælger minder til borgerne, og at historien om Aveline er en af disse “mindeoplevelser” rigtig god. Det minder meget om det vi så i den oprindelige Total Recall film.


 


Glimrende gameplay


Hvor historien ikke kan hamle op med den normale Assassin standard, så er gameplayet rigtig godt med. Når Aveline bevæger sig omkring i by eller sumplandskab så føles det fuldstændig som det skal.


Styringen er som man kender den og forventer, kampene er dejligt flydende og det er en fornøjelse at skifte våben og items ved brug af berøringsskærmen. Våbnene er både velkendte og nye, hvor i sær pusterøret er effektivt når fjender skal tages ud uden at vække for meget postyr. De to analogsticks som vitaen besidder, viser sig igen uundværlige når der skal spilles “seriøse” spil på en håndholdt.


 



 


En sjov ide i Liberation er at Aveline kan købe omklædningsrum rundt omkring i spillet. Her kan hun skifte mellem sit Assassins tøj, et fint anstandsdamesæt og et slavesæt. Hvert sæt tøj giver forskellige muligheder. Assassins sættet er hurtigt som som vi kender det, mens slavetøjet gør Aveline mere anonym og det fine sæt gør hende i stand til at bevæge sig i de rigere samfundslag. Det fine sæt tøj kan også bruges når vagter skal charmeres, så man uden problemer kan valse lige igennem deres vagtposter.


Spillet lader desværre ikke en vælge tøj efter behag og du tvinges ofte til at tage et bestemt sæt tøj på. Spillet prøver uden tvivl at hjælpe så det passer til den mission du skal udføre, men det kunne nu have været sjovt selv at vælge tøj efter den ønskede spillestil.


 


Svingende grafik


Overordnet er det imponerende hvordan det lykkes Ubisoft at gengive den rigtige fornemmelse af serien i håndholdt form. Byer og sumpområder er flotte, farverige og detaljerede. Personerne bevæger sig omkring som har de deres eget liv og lyden er udmærket. De mange cut-scener er spillets svageste led rent grafisk.


De har et lidt sløret look over sig og jeg savner lidt mere dybde på personerne. Det virker lidt for dødt og betyder derfor at man ikke helt kommer “tæt” på personerne i historien. Aveline er en spændende karakter, men man mangler alligevel et eller andet. Stemmerne i spillet er mange og velvalgte om end jeg til tider finder engelsk med fransk accent en smule irriterende.


Men det må siges at være smag og behag.


 



 


Absolut værdig Vita udgivelse


Jeg synes godt Ubisoft kan være tilfredse med skabelsen af et Assassins Creed spil på PlayStation Vita. Grafisk er det flot, om end lidt for svingende i cutscenerne. Gameplayet fejler imidlertid ikke noget og er man Assassins Creed fan, bliver man ikke skuffet. Man må dog ikke forvente helt samme skala som konsollerens Assassins Creed 3, der er tale om to forskellige spil og historier, bortset fra en enkelt mission sidst i Liberation, hvor Connor kommer på gæstevisit.


Historien kan virke noget mere overfladisk end normalt, men rent faktisk har den mere at byde på end man først tror. Jeg kunne godt ønske mig lidt flere sidemissioner og lidt mere sandkassemiljø, men det skyldes nok også at jeg sideløbende spiller Assassins Creed 3 på PS3 og derfor ikke kan undgå at sammenligne en smule alligevel.


Alt i alt er Assassins Creed 3: Liberation dog et rigtig fint spil, og et spil der viser at udviklerne er begyndt at tage PlayStation Vita mere seriøst.


Tjek dagspriserne her


 


Karakter: 7/10


 


Udgives af Ubisoft


Ude nu til PlayStation Vita


 


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.