Hifi. Nu i mono.
Nogle gange er det rystende hvor meget historien kan gå i ring. Bedst som vi tror udviklingen har bragt os længere end nogensinde før, finder man ud af at vi er nået tilbage hvor vi startede. Det sidste skrig inden for lyd-gengivese er simpelthen: Lyd i mono.
Lad os bare tage det først som sidst, vi ender der jo alligevel: Det er Apple’s skyld.
Efter at udviklingen har medført mere og mere avancerede stereo- og surround-anlæg i folks stuer, måtte modreaktionen komme på et tidspunkt – og den må siges at være landet nu. Apple har vist vejen frem: Alting skal forsimples til det minimale, vi skal kun have det absolut nødvendige for at løse opgaven, resten er overflødigt fyld.
Denne tankegang har dannet præcedens for hele tidsånden, i hvert fald i 0’erne og som det ser ud nu i endnu højere grad i 10’erne. Jeg kan som sådan godt lide tankegangen i at skære det overflødige fyld væk – men minimalist-tankegangen er ved at gå for vidt.
Albert Einstein sagde engang noget der kan oversættes til: Lav alting så simpelt som muligt – men ikke simplere! Det er værd at lægge tryk på den sidste halvdel af dét citat, for det er hér magien ligger. Fire hjul på en bil er bedre end seks – men ét hjul er bestemt ikke bedre end fire!
Udviklingen i hifi, eller lyd-gengivelse i det hele taget, startede med mono – dvs lyd i én højttaler – men man fandt relativt hurtigt ud af at for at opnå en troværdig gengivelse af musikken, kræver det to højttalere. Inden for de seneste årtier har dette udviklet sig til stadigt mere avancerede versioner af surround, med først fire, så fem, syv, ni, elleve højttalere – hvem ved hvor det ender?
Jeg forstår sådan set godt at modreaktionen kommer nu – meget få af os har lyst til at skrue elleve højttalere op i vores stue. Så vi går den modsatte vej, dropper surround-anlægget, og omfavner Apple værdierne: Keep it simple. Vi køber en iPod dock, eller en Airplay højttaler. Så har vi sådan en dejlig pæn tingest henne i hjørnet, som kan spille vores musik.
Der er bare en detalje der tilsyneladende er sluppet under radar’en: Ved at gøre dét, så er vi gået rundt regnet 80 år baglæns i den teknologiske udvikling – dét du får i en iPod dock, er MONO! Det kan godt være at der sidder to diskanter og to forstærkere, men så længe de sidder tæt sammen i samme kabinet og spiller, så er dét du får meget tættere på mono, end det er på stereo.
Jeg vil kalde det pseudo-stereo. Det kan sammenlignes med diverse “surround” løsninger, hvor man med noget fase-tilpasning forsøger at give en surround-oplevelse fra to højttalere (eller fra en soundbar). Denne pseudo-surround var populær i slutningen af 90’erne, men er stille og roligt gået af mode igen. Hvorfor? Fordi det ikke VIRKER.
Den kunstige effekt er meget langt fra dét man oplever i et rigtigt surround-system, og samtidig giver det en mere diffus oplevelse end ganske almindelig stereo. Så mange ender med at slå det fra, efter den første periode med benovelse over at det kan lade sig gøre – ganske enkelt fordi det lyder dårligt.
Jeg vil påstå at det samme vil ske hvis man investerer i pseudo-stereo fra én højttaler. Man kan imponeres i starten over hvor meget lyd der kommer ud af dén der lille æske, men når benovelsen har lagt sig, så opdager man at der er noget der mangler. At spille musik fra én højttaler er ganske enkelt at gå et skridt for langt – man glemte sidste halvdel af Einsteins udtalelse. Det er simpelthen blevet FOR simpelt.
Du har to ører, et på hver side af hovedet. Hvis du vil høre musik, så må du have to højttalere, placeret med en vis afstand imellem. Hvis ikke du har dét, så kan det sådan set være fløjtende lige meget hvor god lyd dén ene højttaler du har, kan give. Det er stadig en maltraktering af musikken, som vil gøre at du går glip af en stor del af den oplevelse musikken skulle give dig, og som jo er hele årsagen til overhovedet at købe NOGET.
Næste gang du står foran at skulle investere i noget lyd til stuen, så overvej lige én gang til om dét du har lyst til rent faktisk er at skrue udviklingen 80 år tilbage, og nøjes med mono-lyd.
