Det var ellers meningen, at Google skulle holde et stort, fint pressemøde i New York, og at det skulle ske samme dag som Microsoft lancerer Windows Phone 8 i San Francisco.
At de to events blev lagt på samme dag ansås af visse medier som værende en smule drilsk fra Googles side.
Men den tropiske storm Sandy forventes at gå i land senere i dag i området omkring New York, og det betyder, at Google har måttet aflyse pressemødet.
Det skyldes formentlig ikke bare det dårlige vejr og risikoen for oversvømmelser i New York, men også at en massiv mængde flyaflysninger formodentlig kommer til at påvirke journalisternes evne til at møde op.
Man forventede at Google ville vise smartphonen Nexus 4, en 32GB version af Nexus 7-tablet?en og måske et smugkig på den næste version af Android frem.
Google har endnu ikke annonceret en ny dato for eventen.