Bag om Netflix
Hvilke komponenter består Netflix af, og hvilken kvalitet kan de levere, og hvordan håndterer de brugeroplevelsen? Vi tog en snak med Chief Product Officer i Netflix, Neil Hunt.
Forleden dag åbnede Netflix i Danmark. Det er ikke den første streaming-service i Danmark, men målt på interesse er det den hidtil mest populære.
Men hvad er Netflix Danmark egentlig, er det bare nogle servere i Irland? Vi mødte Chief Product Officer i Netflix, Neil Hunt, til en snak om teknikken bag Netflix.
Chief Product Officer i Netflix, Neil Hunt.
Hvad er Netflix?
Netflix er en streaming-service for film og tv der er betalt via abonnement. Via en fast månedlig ydelse, er der adgang til hele kataloget, og der kan kigges ligeså mange timer som der orkes.
Netflix kan afspilles via mere end 800 forskellige enheder, med alt fra spillekonsoller, medieafspillere, tablets, smartphones, computere, TV og Blu-ray afspillere. Og som kunde kan man frit vælge imellem alle disse afspillere, og bruge dem i flæng.
Begrænsningen ligger i at der – afhængig af abonnement – kun kan streames samtidig til 1-2 enheder ad gangen.
Hvilken kvalitet streames der i?
Netflix benytter en teknik der kaldes adaptive streaming, hvor kvaliteten automatisk tilpasses internetforbindelse og afspiller.
Det betyder at hver eneste film eller tv-serie kan sendes ud fra Netflix i ca. 10 forskellige kvaliteter, og så vælger afspilleren automatisk den mest optimale af dem.
Fidusen er, at man undgår af afspilningen stopper midt i det hele, mens bufferen fyldes op igen, som det eksempelvis kendes fra Youtube. Er der klumper i forbindelsen, eller en flaskehals i hardwaren, så skrues der bare ned for kvaliteten indtil forbindelsen igen er stabil.
Resultatet er at der hele tiden er billede+lyd, så man ikke som seer afbrydes unødigt undervejs.
Den højest mulige kvalitet, der kan streames i, er for tiden 1080P med en bitrate på ca. 5 Mbit/s. Men Netflix overvejer at lægge endnu et niveau på kvalitetsstigen i Danmark, hvis det efterspørges.
Hvor kommer signalerne fra?
Et meget vigtigt kvalitetskrav som Netflix har, er at deres tjeneste skal være super hurtig og smidig at benytte.
Fra der trykkes PLAY, til filmen rent faktisk starter, må der helst ikke gå mere end 3 sekunder. Men hvordan når de det mål?
Jo, de placerer en række Netflix-servere tæt på kunderne. Så når vi danskere sidder og bruger Netflix, så kommer indholdet hverken fra USA, Irland eller Sverige. Det streames fra en server der er placeret i et internet-knudepunkt et sted i Danmark.
Disse lokale “network content media servers” indeholder hver hele kataloget fra Netflix, men selvfølgelig krypteret så det ikke falder i de forkerte hænder.
I Danmark er der lige nu ca. 10 af disse servere placeret rundt omkring i landet, men efterhånden som der kommer flere kunder på, vil antallet blive øget. Det net de har bygget i Danmark skulle dog kunne klare behovet i 1-2 år frem i tiden, så der er rigeligt med kapacitet, selvom det måtte vælte ind med kunder.
Netflix har også sikret sig at bredbåndsleverandørene har kapacitet nok, da streaming af film kan lægge beslag på en hel del af nettets båndbredde. Men det er en anden fordel ved at have flere servere geografisk spredt, man skal ikke flytte data over så lange afstande.
Én ting kommer dog fra udlandet, og det er indholdet til selve brugerfladen. Det der fyldes ind i menuer og oversigter, når du ikke afspiller film, kommer fra Irland hvor Amazon har sine såkaldte cloud-servere stående. At Netflix har valgt virtuelle servere til denne del er også en del af strategien, for det betyder at kapaciteten nemt kan øges efterhånden som der kommer nye kunder til.
Indhold
Om det der kommer ud af Netflix er standard kvalitet (al a DVD) eller HD 1080P handler ikke om teknik, men om rettigheder.
Der hvor Netflix har kunnet skaffe rettighederne til visning af en film eller tv-serie i HD, der udsendes den også som HD.
Her i begyndelsen er ca. 50% af kataloget i HD, men der vil gradvist blive mere og mere.
Hele kataloget vil også gradvist vokse. Henover det første år forventer Netflix at indholdet fordobles, og til foråret begynder de at fylde på med egen-produceredet indhold også. Altså TV-serier mv. produceret eksklusivt til Netflix.
1000 versioner
Jeg mærker en vis stolthed i stemmen, da Neil Hunt begynder at fortælle om hvordan de finder ud af hvad der virker, og hvad der ikke virker, i forhold til design og indhold i brugerfladen.
Istedet for at spørge kunderne om hvilke detaljer i designet der virker godt, og hvilke der virker mindre godt, så tester de det på en gruppe af kunder. Det kan være bittesmå detaljer, der kan virke ubetydelige ved første øjekast, men som kan ende med at afgøre om brugeroplevelsen får topkarakter eller ej.
Hvis Neil Hunt eksempelvis vil afprøve om det virker bedst med titlen stående over eller under filmcoveret, så kan han give 100.000 kunder en udgave af Netflix med titlen øverst og 100.000 andre kunder en udgave med titlen under coveret. Herefter måles – over tid – hvordan menuerne bruges, hvad der klikkes på ect. På den måde kan Niel få et unikt indblik i hvad der ser ud til at virke mest optimalt.
Faktisk har han mere end 1000 udgaver af Netflix brugerflade til test hele tiden. Selvom de allesammen ligner hinanden for det utrænede øje, så er der små nuance-forskelle som han er ved at teste reaktionerne på.
Den sociale vinkel
Der er også mulighed for at koble Netflix sammen med Facebook. Det er valgfrit, men de brugere der vælger at gøre det får glæde af en tættere forbindelse til venner og familie.
I Netflix vil du kunne se hvilke film- og tv-serier som vennerne ser (hvis de deler den information), og de film som får 4 eller 5 stjerner i anbefaling vil dukke op i en særlig oversigt i din Netflix.
Der sker dog også en sortering efter smag. Hvis du har en ven der elsker horror-film, og Netflix kan se at du mere er til komedier, så får du ikke anbefalinger til horror-film.
Så det sociale er sat i system, på en måde hvor Netflix prøver at foreslå indhold til dig, baseret på Facebook-vennerne. Og det er noget som Netflix har stor succes med, der er større “aktivitet” fra de brugere der har en Facebook-konto tilknyttet.
PS3 er 1. base
Spillekonsollerne er der hvor de større nyheder først dukker op. Årsagen er at de er meget nemme at udvikle til og teste på. Især PlayStation 3 har en særlig plads i hjertet hos udviklingsafdelingen.
Vi fik en demonstration af den seneste feature, som indtil videre kun findes på PS3. Det er muligheden for at Netflix på konsollen kan arbejde sammen med Netflix på en smartphone eller tablet.
Det virker allerede i dag. Start Netflix på PS3 og start Netflix på eksempelvis en iPad. Find en titel frem på tabletten, og start afspilning. Herefter vil Netflix se at der er to muligheder for afspilning, enten lokalt på iPad eller på det store TV via PS3.
Så applikationen spørger hvor du vil spille filmen, og vælges PS3 så starter filmen op der. Samtidig skifter Netflix på iPad til en fjernbetjening, hvor der kan spoles (med billeder) og flere andre ting.
Så Netflix-enhederne begynder at tale sammen, og assistere hinanden. Som nævnt er det kun PS3 lige nu, men senere kommer det også til de øvrige Netflix-enheder som medieafspillere og Smart TV.
Et dynamisk system
Netflix er en dynamisk størrelse, som hele tiden udvikles og udbygges.
Det Netflix du prøver i dag kan være forbedret allerede i næste måned, fordi de har bygget et system der tillader løbende udvikling og skalering.
Drivkraften bag den udvikling er Neil Hunt og hans team, og de virker som ildsjæle der virkelig brænder for produktet Netflix.
Alene den måde hvorpå de tester, indsamler og analyserer data fra flere hundredetusinde Netflix-brugere, med det formål at finpudse brugeroplevelsen virker næsten helt overvældende.
Det skal blive spændende at følge den videre udvikling.
Netflix enheder
Blu-ray players
- LG
- Panasonic
- Philips
- Samsung
- Sony
- Yamaha
Computers
- Mac
- Windows PC
Game consoles
- PlayStation®3 (PS3?)
- Wii
- Xbox 360
Home theater systems
- LG
- Panasonic
- Philips
- Samsung
- Sony
HDTVs
- LG
- Panasonic
- Samsung
- Sony
Internet media players
- Apple TV
- Philips HD Media Player
- Western Digital TV Live
Phones and tablets
- iOS phones and tablets
- Android phones and tablets
- Windows Phone
Vær dog opmærksom på at ikke alle årgange af de omtalte mærker understøttes. For TV og Blu-ray produkter er det indtil videre kun 2012-modellerne.