Dr. Dres Beats Electronics har brudt deres samarbejde med Monster og er derfor frie til at lancere, hvad de vil.
Som noget af det første har de udnyttet denne chance til at forsøge at gå ind på et marked, der ellers er domineret af Sony, Sennheiser og Bose: Støjreducerende hovedtelefoner til business-segmentet.
Det er ikke de første hovedtelefoner med støjreduktion fra Beats, men det er første gang, de så seriøst går efter et mere eksklusivt segment. Hovedtelefonerne er lavet med børstet aluminiums-look, men med det store B på siden, er der næppe nogen, der er i tvivl om, hvem der har lavet disse hørebøffer.
Ifølge anmeldelser på nettet er det også en typisk Beats-farvning af lyden, der karakteriserer hovedtelefonerne, der bærer det passende navn The Executive. Det betyder, at der er masser af bas og skarp diskant og måske knap så meget mellemtone-nuancering i denne model.
Den kan kun køre i aktiv-tilstand, så hvis der ikke er fyldt to AAA-batterier i den, kan man intet høre. Til gengæld ligger prisen lige under mange af konkurrenternes topmodeller. I USA er den sendt på gaden til 300 dollar, eller ca. 1750 kroner.