Forside Emner Spil fokus

Spilanmeldelse: Assassins Creed 3


 


Assassins serien trængte så småt til ny inspiration, nye karakterer og ny tidsalder. Alt dette er heldigvis at finde i Assassins Creed 3.


Assassins Creed 3 starter ud som et ganske lineært 3. personsspil og ret beset går der vel helt op omkring 4-5 timer, før man for alvor får lov at føle sandkassespillets sande styrke. Ikke at man føler sig snydt i starten, slet ikke, men spillet bruger en del tid på at lære dig de ny karakterer at kende samt opbygge en historie som virker både spændende og med mange udviklingsmuligheder.


Overordnet set drejer historien sig fortsat om Desmond Miles, der via sine forfædre menes at være nøglen til udfindelsen af en række skatte, gemt af en befolkning, som bosatte jorden før menneskeheden.


Tempelridderne, der i vores tid er kendt som Abstergo Industries har i de første spil jagtet Desmond i kampen om skattene, der i følge dem kan give magten over vores verden. Desmond ønsker ikke at samarbejde med Abstergo, men allierer sig i stedet med en mindre gruppe mennesker.


Gruppen er i besiddelse af en Animus maskine, med hvilken de kan sende Desmond tilbage i forfædrenes fodspor.


 



 


Dette foregik først igennem forfaderen Altair, senere Ezio Auditore og nu, via Connor, en ung indiansk/engelsk knøs. Tidsalderen er det 1700 århundredes kolonitid og spillet foregår i et gigantisk område på Amerikas østkyst, hvor du både kommer til at bevæge dig omkring i byer, men i høj grad også i naturen, hvor indianerstammerne bliver mere og mere truet af nybyggerne.


Hvordan unge Conner præcist passer ind i billedet vil jeg ikke afsløre her, da det vil ødelægge oplevelsen. Hvad jeg derimod gerne vil fortælle, er at du første gang møder Connor, da han er et barn og bor langt ude for lands lov og ret i en idyllisk indianerlandsby. Her lærer du at lede efter spor, klatre i træer og ikke mindst, at jage dyr.


Det minder på mange måder om Red Dead Redemption og er du typen, der godt kan lide vildnis og hyggespil uden fokus på historiemissionerne, får du i Asssasins 3 alle muligheder herfor.


Naturen byder på et rigt dyreliv, og som den fødte jager du nu engang er, er der virkelig mulighed for lidt jagtunderholdning. Du er udstyret med bue og pil, tomahawk, lokkemad og fælder, så mulighederne er mange. Senere bliver skydevåben også en del af dit arsenal.


 



 


Ønsker du at fordybe dig yderligere, kan du læse om alle dyrene, herunder deres svagheder og derved ende op med at blive en rigtig dygtig jæger. Det er virkelig Red Dead Redemption gange 7 det her. 


Assassins Creed 3 er mulighedernes spil og selvom jeg personligt ikkke brugte mere tid på disse elementer end højst nødvendigt, så er det dybt imponerede, hvor stort kortet i spillet er og hvor meget der bydes på. I vildnisset befærdes i øvrigt også nybyggere, som du kan hjælpe i diverse missioner, så det hele ikke går op i jagt.


 


Guf til byfolket


Assassing Creed 3 indeholder naturligvis også på masser af byliv. Du bringes hurtigt til Boston, hvor den amerikanske drøm så småt er ved at stables på benene (hvis det da ikke var for de forbandede rødjakker).


Her kan i vanlig Assassins stil kravles op ad det meste, der bydes på adskillige tårne som skal bestiges før kortet udvides, det vælter med missioner, hvor folk skal hjælpes, plakater og sider til en ødelagt almanak indsamles, der kan købes våben, du kan sælge det du fanger i vildnisset, du kan købe tøj, hverve folk som kan sendes på missioner eller bruges som personlige bodyguards og endelig har du en utroligt spændende og velfortalt hovedhistorie.


Assasssin 3 er uden sammenligning det største spil i serien og der er virkelig lagt kræfter i at give dig flere muligheder end nogensinde før. En af farerne ved dette kan så være, at man risikerer at blive lost i historien. For nogle vil dette være af mindre betydning, men for mig har det betydet, at jeg ind i mellem har måttet skære igennem overfor mig selv og blot kørt hovedmissioner. Det er dog svært at holde sig på hovedsporet, da der konstant lokkes med afstikkere til kortets afkroge.


 



 


Smuk grafik og maaaaaange cutscener


Assassins 3 funkler i solen som en nyslået 2-krone. Årstiderne skifter og hvad enten du spiller i sne- regn eller høj solskin, er det virkelig flot. Bygninger er meget detaljerede, ligesom de mange personer i spillet er meget varierede at se på, de lever deres liv og du føler dig som del af en levende og troværdig verden.


Historien bygges op med cutscener og her skal du forberede dig på rigtig mange filmsekvenser, ind i mellem for mange. Selvom scenerne er flotte og spændende, så kan de sommer tider føles som små bump i gameplayet. Jeg behøver f.eks ikke en cutscene for at se connor lægge sig til at sove og lignende. 


 



 


Omfattende styring


Assassins Creed 3 har gjort det lettere at klatre på bygninger, i træer eller hvor du lyster. Hold R1/RB nede og Connor klarer resten. Tidligere skulle flere knapper i spil. Kampsystemet her også fået en overhaling og det er super flot at se på, samt pokkers underholdende når du kombinerer kniv, tomahawk, snublebomber og andet isenkram, med flotte animationer og flydende kampe.


Assassins 3 kan imidlertid godt være noget af en udfordring, når der skal klatres og vælges våben samtidig med at du skiftevis slås og flygter fra de både talstærke- og vedholdende fjender. Samtidig har du et fyldt kort at holde øje med og adskillige oplysninger om bygninger og personer, som konstant popper op i hjørnet af spilskærmen. Assassins 3 kræver derfor, at du holder tungen ganske lige i munden og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det aldrig frustrerede mig. Jeg synes sværhedsgraden er skruet en tand i vejret i forhold til de tidligere spil.


Et fint træk er til gengæld, at du efter hver mission får mulighed for at genspille herligheden med det samme, hvis ikke du er tilfreds med måden du løste opgaven på. Men med så mange missioner og opgaver som Assassins 3 byder på, har jeg endnu ikke haft behov for at genspille en mission, og da slet ikke de frustrerende af slagsen, men for trofæ-jægeren kan jeg forestille mig at det er guf.


 



 


Smukt, enormt og stadig i Assassins ånd


Assassins Creed 3 er et kæmpe spil. Det er tydeligt at udvikleren har været klar over, at der skulle ske noget nyt med serien. Mens gameplayet på mange måder stadig minder om de tidligere spil, så er der alligevel sket en del småjusteringer som gør det både bedre og smukkere i sin udførelse. Samtidig er historien ganske dragende, den er en fortsættelse fra tidligere (nye spillere til serien kan dog sagtens være med da det hele forklares omhyggeligt i starten), men stadig meget interessant.


Derudover er Connor en rigtig spændende figur synes jeg. Med sin indianerbaggrund passer han faktisk bedst ind når man begiver sig ud i vildnisset og man føler sig decideret utilpas når man i starten af spillet, bevæger sig omkring i byen iført indanerklæder. Udviklingen og ikke mindst motivationen for Connors indblandet i de vestlige affærer er rigtig interessant og man føler sig hurtigt ligeså tæt på ham og hans liv.


Det er forfriskende, at du kan begive dig udenfor byerne og dyrke din indre jæger og historien er fængende og flot fortalt.


Der er mange ting at holde styr på og det kan ind i mellem være småfrustrende når sværhedsgraden pumpes op. Det ændrer dog ikke ved at Assassins Creed 3 er et hamrende flot spil, der nok skal henrykke fans af serien.


 


Karakter: 9/10


 


Udgives af Ubisoft


Ude nu til PS3, Xbox 360 og Pc


Testet på PS3 


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.