Øgede investeringer skal styrke YouSee, som TDC ser spille en afgørende rolle i fremtiden.
Et område har særligt fokus hos TDC i disse år, og det er TV-forretningen. Og med udsigten til en regulær kamp om TV-kunderne indenfor online tv-tjenester (VOD, video on demand) dette efterår, kan YouSee se frem til øgede investeringer fra moderselskabet.
Dette efterår kommer HBO og Netflix til Danmark, samtidig med at eksisterende leverandører af film on demand styrker deres udbud. Svaret fra YouSee hedder YouBio, som bliver en dansk abonnementsbetalt streaming-tjeneste for film og tv-serier.
Når Netflix og HBO rammer det danske marked, skal kampen om kunderne vindes på bedste indhold, fortæller adm. direktør i TDC, Carsten Dilling, i dagens Berlingske Business, ifølge hjemmesiden Mediawatch.
“Der er ret stor forventninger om, at folk selv vil bestemme og leje film og serer ad libitum. Derfor rykker YouSee ud med sin YouBio, både som service og for at ekspandere, og det forventer vi os meget af,” siger Carsten Dilling.
Læs også: Filmstreaming: Det handler om 2,5 mia.
Årsagen til at der er så stort et fokus på lige TV-området skyldes at det regnes for et nøgleområde i forhold til forretningen TDC.
“YouSee-forretningen er ekstremt vigtig for TDC, for tv er i dag et helt afgørende parameter, når man skal koble telefoni, data og underholdning sammen på privatmarkedet. Derfor er tv blevet en drivende faktor i vores forretning, og derfor investerer vi mere og mere i YouSee, som er en vigtig brik i det samlede puslespil,”
HBO Nordic har premiere i 2. halvdel af oktober, mens hverken Netflix eller YouSee endnu har meldt ud, hvornår de starter deres nye TV-tjenester i Danmark.