Forside * Nyheder

Så er der nye Kindler

 


Amazon holdt torsdag aften dansk tid pressemøde i strandbydelen Santa Monica i Los Angeles. Her præsenterede de en række nye tablets og en ny Kindle med indbygget lys.


Sidstnævnte hedder Kindle Paperwhite, og som navnet antyder, har den langt mere kontrast på skærmen end tidligere modeller. På grund af den indbyggede lyskilde, der sidder hele vejen rundt i kanten, er baggrunden endnu mere hvid end på tidligere Kindler, og det betyder, at den sorte e-blæk-tekst står knivskarpt og kontrasterende. Pureview kommer til at koste 119 dollar, hvilket er ca. 900 kroner inklusive dansk moms.


Men de mange forventninger til nye tablets blev også indfriet. Kindle Fire har fået en storebror, der hedder Kindle Fire HD. Som man kan regne ud, er der nu HD-opløsning på Fire-skærmen, hvilket har været et af de største ønsker blandt Amazons kunder. Kindle Fire HD kommer i to versioner med skærmstørrelser på hhv. 7 og 8.9 tommer. Førstnævnte kan med en opløsning på 1280×800 klare HD i 720p, mens den sidstnævnte kan klare en fuld 1080p-opløsning (og lidt til) med en 1920×1200 pixels på skærmen. Prisen på Kindle Fire HD starter ved 199 dollar, eller cirka 1500 kroner inklusive dansk moms.


Et slag mod Google


Men det betyder ikke, at den almindelige Kindle Fire er død. Den har tværtimod fået opgraderet CPU?en og fået ekstra ram ombord, så den nu ifølge Amazon er 44 gange så kraftig som dens forgænger. Den har også fået et større batteri indbygget. Men det vigtigste i denne sammenhæng er måske nok, at Amazon har skåret prisen ned, så den nu kun koster 159 dollar. Det er 40 dollar mindre end Googles Nexus 7, der er Kindle Fires direkte konkurrent.


Kindle Paperwhite vil efter al sandsynlighed kunne købes og sendes til Danmark fra Amazon, akkurat som man kan med de almindelige Kindler i dag. Lidt mere tvivlsomt er det med Kindle Fire-modellerne, der indtil videre har været noget mere besværlige at købe, hvis man bor i DK.


Masser af software-nyheder


De nye Kindle Fire-modeller styres som tidligere via Amazons eget styresystem, der er baseret på Android.


Amazon løftede også sløret for X-Ray til film, baseret på IMDB-informationer. X-Ray er en funktion i Kindle, der giver dig mulighed for at slå et ord op i en bog og få mere information. Det kan du nu gøre direkte fra filmafspilleren i Kindle Fire, med informationer fra Internet Movie Database.


En anden software-lancering fra Amazon er af mindre karakter, men alligevel rimelig interessant. Whispersync, der findes til Kindle-bøger, der giver dig mulighed for at læse videre, hvorfra du slap ? uanset, om du læser på en fysisk kindle eller en Kindle-app på f.eks. en iPad.


Dette har Amazon nu også udvidet til at omfatte lydbøger, sådan at du kan lytte til en lydbog i bilen, læse videre i den på din Kindle om aftenen, og så høre videre fra, hvor du faldt i søvn, når du sidder i bilen næste morgen. Den udvidede udgave af Whispersync er lavet til også at virke i spil, men det kræver naturligvis, at spiludviklerne understøtter det.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.