Onkyo RBX-500 iLunar har iPod-dock, Bluetooth-streaming og lander til oktober med en dansk pris på under 2.000 kroner.
Onkyo RBX-500 iLunar kommer med iPod-dock, Stereo Bluetooth og bruger seks højttalerenheder i forsøget på at levere den gode stereooplevelse lige meget, hvor du befinder dig
På udkig efter et kompakt lydsystem til køkkenet eller soveværelset? Onkyo har netop annonceret RBX-500 iLunar, der ifølge firmaet selv er i stand til at levere musik, der lyder herligt lige meget, hvor du befinder dig i forhold til højttaleren.
RBX-500 iLunar benytter seks højttalerenheder og teknologi fra det schweiziske firma, Sonic Emotion, der angiveligt er i stand til at sende lyden ud i rummet på en måde, så du får den optimale stereooplevelse uanset hvor højttaleren står og hvor du befinder dig i forhold til den i rummet.
Onkyo RBX-500 iLunar har dock til iPod/iPhone og understøtter Stereo Bluetooth, så du kan streame lyd fra en hvilket som helst Bluetooth-enhed. Der er også en USB-port, så du kan oplade smartphones og tablets, mens musikken spiller.
Vi hører at systemet er klar til oktober til en pris på 250 dollars, hvilket i Danmark sandsynligvis betyder en pris i omegnen af 1.800 kroner.