Forside * Nyheder

13 megapixels kamera på nyt LG-flagskib


Forud for deres pressemøde i USA på onsdag har LG lanceret et nyt flagskib fra deres hovedkvarter i Seoul.


Der er tale om LG Optimus G, der med nogle muskuløse hardware-specifikationer stiller sig helt ind forrest i rækken af flagskibs-smartphones.


Stjerne-specifikationen på Optimus G er helt klart kameraets opløsning, der tager den gule førertrøje på. Optimus G har nemlig en sensor på 13 megapixels, hvilket er en enkelt mere end de Sony-smartphones, der ellers har ført an indtil nu blandt Android-telefoner. Billedkvaliteten afhænger naturligvis også af linserne, men alligevel.


LG er også med i førerfeltet, når det gælder skærmen. Med en 4,7? TrueHD IPS-skærm og en opløsning på 1280×768 opnår Optimus G en pixeldensitet på 320. Det er næsten på højde med iPhone 5s 326 ppi, der dog har langt mindre skærmplads.


Med 2GB ram dedikeret til processoren, der er en 1,5GHz quad-core Snapdragon S4, skulle der være rigelig med regnekraft til at køre Android ICS, der følger med telefonen og Jelly Bean i fremtiden.


I skrivende stund ved vi ikke noget om dansk lancering og pris, men ifølge LGs pressemeddelelse kommer Optimus G ud i Sydkorea i næste uge og i resten af verden i løbet af oktober.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.