Forside * Nyheder

Samsung giver dig Start-menuen tilbage i Windows 8


Det var vel ventet, at der ville komme en erstatnings-app eller -widget til de, der kommer til at savne Start-menuen i Windows 8. Men at den første ligefrem skulle komme fra en af PC-producenterne selv, var det nok ikke alle, der havde forventet.


Samsung har valgt at lægge programmet S Launcher på de nye udgaver af firmaets alt-i-én-computere i serien Series 7. Det er en lille widget, der ligger på skrivebordet, når du tænder for maskinen første gang, og som fuldkommen til forveksling ligner den Start-menu, Windows-brugere har kendt siden Windows Vista. Altså med søgefelt og et højt konfigurationsniveau.


Farverne ligner dog mere Windows XP end Windows 8, hvis man altså skal stole på ovenstående billede, der er taget af Mashable. Det var dette website, der opdagede den tilføjede, alternative Start-menu, da de begyndte at teste Samsungs nye alt-i-énere, der blev offentliggjort i morges amerikansk tid.


De nye maskiner skulle i øvrigt angiveligt komme med op til 27 tommers trykfølsomme skærme og vil derudover kunne styres med Kinect-agtig gestikuleren. De kommer i butikkerne 26. oktober, men vi har ikke hørt noget om dansk pris før redaktionen lukkede.


Har du prøvet Windows 8? Og savner du i givet fald Start-menuen? Giv lyd i kommentarfeltet!

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.