Sharp demonstrerede dette prototype-tv med 8K-opløsning på CES-messen tilbage i januar.
Glem alt om 1080p eller 4K ? FNs Internationale Telekommunikations Union har godkendt 8K som officiel standard
På IFA 2012-messen i Berlin vil vi givetvis se en hel del skærme med 4K-opløsning, og selvom de helt sikkert vil imponere med lækker billedkvalitet, så venter der en endnu skarpere billedoplevelse cirka 8-10 år ude i fremtiden.
FNs Internationale Telekommunikations Union har nemlig godkendt 8K som officiel standard. Det skriver BBC News.
Opløsningen på 7680 x 4320 pixel er hele 16 gange højere end 1080p, og det er vel og mærke med 60 billeder per sekund.
8K er udviklet af japanske NHK, der netop har demonstreret teknologien i forbindelse med de Olympiske Lege i London.
NHK forventes at påbegynde testudsendelser i 8K-opløsning i år 2020, og nogenlunde på samme tidspunkt forventes de første kommercielt producerede skærme at dukke op.
De flest analytikere forventer dog ikke, at 8K begynder at få fat i massemarkedet før tidligst i løbet af 2025. Du behøver altså ikke bekymre dig om, at de spritnye 4K-skærme bliver forældede lige med det samme.