Motorola forsøger nu at få standset indførsel til og efterfølgende salg af iPhone og iPad i USA. Angiveligt har de patent på noget af teknologien bag Siri.
Da Recordere tidligere på sommeren besøgte Google-konferencen Google I/O, lagde vi mærke til, at folk fra Motorola Mobility blev behandlet som alle andre deltagere på messen og ikke som Google-medarbejdere, til trods for, at Google havde opkøbt mobilfabrikanten. Det viste sig at være fordi, købet ikke var helt gennemført på det tidspunkt.
Men det er det nu, og Motorola / Google er knapt kommet ud af starthullerne, før de har anlagt sag mod Apple. Motorola besidder angiveligt en række patenter, som Apple har forbrudt sig mod, men det gamle elektronik-brand har formodentlig ikke haft den finansielle opbakning til at kunne føre en sag. Det har de nu, og derfor forsøger de nu at få et import-forbud sat i værk mod iPhone og iPad – og dermed et forbud mod salg i USA.
Outsourcing fungerer nemlig på den måde, at når man får fabrikeret en vare ude i østen, skal den reelt importeres på samme måde som alle andre varer…også selvom den er designet i det land, den skal importeres til. Samsung har tidligere forsøgt at få forbudt iPhone og iPad på samme måde – altså ved at blokere indførsel af dem fra Kina, hvor de produceres – men uden held.
Motorola forsøger nu det samme, blandt andet fordi, som Bloomberg rapporterer, at bl.a. stemmstyrings-assistenten Siri benytter sig af Motorola-patenteret software. Det er op til den amerikanske handelsdomstol ITC (International Trade Commission) at afgøre, om Motorola får medhold. Hvis det sker, skal Apple lynhurtigt igang med at betale for licenser til Motorola, for ellers kommer der ingen iPhone 5 til landet til september.