Motorola er beyndt at rulle Android 4.0 ud til den populære RAZR-smartphone – nu også i lande udenfor USA.
Investerede du i verdens tyndeste smartphone, da den blev lanceret sidste år i Danmark? Så vil det nok glæde dig at høre, at Motorola er begyndt at rulle Ice Cream Sandwich, også kendt som Android 4.0, ud til RAZR-telefoner udenfor USA.
I USA har RAZR-telefonerne nemlig allerede fået ICS ombord via en update fra teleselskabet Verizon, der sidder på salget af telefonen i Motorolas hjemland.
Men ifølge flere kilder er de internationale versioner stille og roligt på vej ud til brugerne i resten af verden nu, selvom der naturligvis kan være nogle forhindringer hos de lokale teleselskaber. Briterne er blandt de første, der har rapporteret om nyopdaterede RAZR-smartphones.
Hvis du allerede har fået Ice Cream Sandwich-opdateringen på din RAZR i Danmark, så giv endelig lyd i kommentarsporet herunder.