Fremgang for Apple må glæde i hovedkvarteret i Silicon Valley (Foto: Michael Larsen / recordere.dk)
Forbes: Forbløffende statistik, produktet iPhone sælger bedre end alle Microsofts produkter tilsammen!
Et enkelt produkt, der slet ikke eksisterende for 5 år siden, sælger nu bedre end samtlige produkter Microsoft har på hylden lagt sammen.
Det vil sige at iPhone sælger bedre end Windows, Office, XBox, Bing, Windows Phone m.fl. tilsammen. Det skriver finansmagasinet Forbes.
Forbes har regnet sig frem til at i 1. kvartal 2012 omsatte Apple iPhone for 22,7 mia. dollars (137 mia. kroner) mens hele Microsoft i samme periode omsatte for 17,4 mia. dollars (105 mia. kroner).
Analytiker: 250 mio. iPhone 5
De seneste salgstal viser dog at salget af iPhone har tabt pusten, mens Apple-køberne afventer en ny model. Men herefter ventes det at gå løs igen. Analytikeren Graig Berger fra FBR Capital Markets forudser at Apple vil sælge et rekordstort antal på 250 mio. eksemplarer af den nye iPhone 5.
Men tænk at et enkelt produkt på få år har kunnet overhale en tidligere kæmpe som Microsoft. En koncern der i flere år var verdens største, og via en investering i 1997 ligefrem reddede Apple fra konkurs.
Historiens mest værdifulde?
Apple kunne i dag også notere sig at de er blevet historiens på papiret mest værdifulde firma nogensinde. Det skriver Reuters.
Værdien af Apple-aktierne nåede i dag svimlende 3772 mia. kroner. Den tidligere rekord var fra 1999, hvor Microsoft under dot.com bølgen toppede ved 3757 mia. kroner i værdi.
De tal tager dog ikke højde for inflationen. Regnes den med, så har Microsoft fortsat rekorden. I dagens værdi ville 1999-rekorden svare til ca. 5180 mia. kroner. Så Apple er reelt endnu godt 1400 mia. kroner fra rekorden.