Forside * Nyheder

Samsung giver Apple mega-baghjul


Hvis kampen om førstepladsen på smartphonemarkedet var en sport, ville kommentatorerne sikkert bruge udtryk som “Total ydmygelse”, “jordet” og “spillet ud af banen”, når man taler om Samsungs forhold til Apple lige nu.


Apple bekæmper Samsung på alle fronter lige nu, og det kan man godt forstå, når man ser de seneste tal fra analysefirmaet IDC. De viser nemlig, at Samsung nu sælger cirka dobbelt så mange smartphones på verdensplan som Apple. Samsung har næsten tredoblet deres salg af smartphones siden samme periode i 2011, mens Apples salg kun er vokset lige under 30 procent, til trods for at de er kommet til salg hos flere amerikanske og kinesiske teleudbydere end tidligere.


Apple skuffede for nylig, da de fremlagde deres kvartalsregnskab. Hvor firmaet plejer at sælge i omegnen af 35-37 millioner iPhones i løbet af et kvartal, var tallet nede på 26 millioner for andet kvartal i år. Det skyldes angiveligt, at mange af Apples trofaste kunder venter på iPhone 5, der nok skal booste Apples smartphone-salg igen. Men det er unægteligt problematisk for Apple, at dykket i salget af iPhones før den nye, årlige lancering, kommer allerede to kvartaler før verden får lov at se iPhone 5.


Du kan se IDCs tal HER.


De to firmaer mødes mandag aften dansk tid i en californisk retssal for at udkæmpe endnu et slag i deres patentstrid.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.