Forside * Nyheder

Netflix vil indtage Europa


Netflix har formået at skaffe over en million britiske og irske kunder på lidt over et halvt år.


 


Efter en succesfuld lancering i Storbritannien, vil Netflix nu ind i flere europæiske stuer.


Snart vil du måske kunne sidde i stuen og streame film og tv-serier fra den amerikanske onlinetjeneste Netflix. Lovligt, vel og mærke – ikke via smarte nørdtricks.


I forbindelse med offentliggørelsen af firmaets seneste kvartalsregnskab, har Netflix-direktør Reed Hastings nemlig sagt, at man nu har fokus på Europa.


“Vi ser store muligheder i Europa for at kunne levere en on-demand-tjeneste af en kaliber, som folk ikke før har set,” sagde Hastings. “Vi har været godt tilfredse med lanceringen i Storbritannien, og har det godt med vores konkurrenceevne i Europa.”


Netflix har formået at score over en million abonnenter i Storbritannien og Irland siden lanceringen der for et halvt år siden, og onlinetjenesten har nu over 3,6 millioner kunder udenfor USA, hovedsageligt i Canada og Sydamerika.


I USA har Netflix over 23 millioner kunder, og det er stort set umuligt at købe et stykke forbrugerelektronik, der ikke kommer med adgang til streamingtjenesten.


Recordere.dk har erfaret at Netflix også arbejder i kulissen, med henblik på at etablere en streaming-tjeneste for film, her i Danmark.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.