Forside * Nyheder

Galaxy S III solgt i ti millioner eksemplarer


Samsungs Galaxy S III har nået en milepæl rent salgsmæssigt. Den er nu solgt i over 10 mio. eksemplarer.


Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap har Shin Jong-kyun, som er chef for Samsungs informationsteknologi- og mobildivision, fortalt pressen at Samsung Galaxy S III siden lanceringen for snart to måneder siden er blevet solgt i over 10 millioner eksemplarer . Det tog forgængeren, Galaxy S II, fem måneder at nå samme antal.


Hvis tallet står til troende, og ikke blot er det antal, som Samsung har leveret til butikkerne (som de tidligere har brugt som salgstal), så kan Galaxy S III snart komme i betragtning til rollen som en rigtig iPhone-killer.


I sidste kvartal solgte Apple nemlig 35 millioner iPhones, hvoraf mange stadig er iPhone 4 og 3GS, som stadig er populære som billigtelefoner i bl.a. USA. Apple har ikke annonceret modelspecifikke tal, men hvis vi antager, at to tredjedele af de solgte iPhones er iPhone 4S’er, så lander tallet på omkring 23 mio. eksemplarer.


Hvis man så tager i betragtning, at Galaxy S III – som er den model, der konkurrerer direkte med iPhone 4S – kun har været på markedet i to måneder, og oven i købet først blev udsendt i store territorier som USA, Afrika og Sydkorea for lidt under en måned siden, så skal der ikke meget hovedregning til at se, at salgstallene sagtens kan komme tæt på Apples iPhone 4S-tal.


Men om virkeligheden så følger med de prognoser, er en anden historie.


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.