Apple i Italien har fået bøvl med myndighederne. Den italienske konkurrencestyrelse, ACGM, har konstateret, at Apple stadig ikke har rettet op på de kritisable forhold, som herskede i de italienske Apple-butikker.
Det fører nu til, at myndighederne har stillet Apple et ultimatum: Enten retter i op på kundeservicen i løbet af 30 dage, ellers også bliver i tvangslukket i op til en måned.
Ifølge Reuters er problemet, at medarbejdere i Apple-butikker i Italien fortsat sælger AppleCare-forsikringen sammen med Apple-produkter, uden at fortælle kunderne, at mange af forsikringens dækningsområder og -perioder er dækket af EU-lovgivningens tvungne garanti. Denne varer nemlig i to år, hvor den kun varer et år i Apples hjemland, USA.
Apple blev idømt en bøde på 900.000 Euro i december for denne misligholdelse af garantiloven, en dom, som Apple øjeblikkeligt appellerede. Denne appelsag blev tabt for nylig, og nu har de italienske konkurrencemyndigheder altså meddelt den amerikanske IT-gigant, at de har 30 dage til at rette op eller respondere. Ellers vanker der endnu en bøde på 300.000 Euro og tvangslukning i op til 30 dage.