Spilanmeldelse: Spec Ops The Line

Du spiller Martin Walker, en soldat der sammen med sit hold sendes til Dubai for at lede efter Colonel Konrad og hans enhed, the 33rd, der måske/måske ikke er i live i byen. Normalt skulle det vel ikke være så svært at finde en deling soldater i en storby, men Dubai har lidt en uhyggelig skæbne. Gigantiske sandstorme har smadret byen, dræbt langt de fleste indbyggere og indhyllet de før så ikoniske højhuse i sand, sand og atter sand. Det er i dette kaos, at du skal forsøge at redde resterne af Konrads deling. 

Det viser sig dog hurtigt at intet er som du og dine overordnede troede, hvorfor missionen hurtigt går fra redning, til regulær overlevelse! Normalt har jeg svært ved at blive fanget af skydespil, ofte af den årsag at historierne som regel er tyndere end pergamentpapir. I Spec Ops The Line er historien interessant, den er ikke sort eller hvid og du sættes i dilemmaer, hvor du hurtigt må indse at krig er ondt og ligemeget hvilke valg du træffer, er udfaldet noget skidt. Spec Ops The Line byder virkelig på nogle grumme oplevelser og det ramte mig dybt fra tid til anden. Jeg vil undlade at uddybe så I selv kan opleve det, men forvent episoder, hvor man virkelig sidder tilbage med en forståelse for hvor ond og uhyggelig krig kan være.

 

 

Personerne i spillet er mere interessante end man er vant til og stemmeskuespillet, især Walkers, der spilles af Uncharted stjernen Nolan North, er rigtig godt og gør at man faktisk gider høre efter når der snakkes. Når der nu er fokuseret på en god historie med interessante personer, kan det dog undre mig, at man har valgt at lade ens soldaterkammerater råbe tåbeligheder hveranden gang det lykkes dem at nakke en fjende. Fint, du fik en, til lykke og lad os så komme videre!

 

Det virker ind i mellem også som om spillet har svært ved at finde ud af, hvad det egentlig vil. For hvor man på den ene side oplever dilemmaer af rang, og hvor ens hovedperson oplever somme tider føler tydeligt ubehag ved hele situationen, ja så har han på andre tidspunkter ingen problemer med at trampe døende fjender i låget mens han brøler, die motherfucker eller lignende. Det underminerer lidt den stemning spillet til tider gør så meget ud af at skabe.

 

Valget af Dubai som by er genial. Den store by med de mange fantastiske monumenter og højhuse er smuk og dragende. Samtidig har den meget sand gjort byen uforudsigelig og endnu sjovere at gå rundt i. En ting der dog ærgrer mig er at at sandet ikke spiller en større rolle i spillet. Enkelte gange ser man sandets effekt, som når en bus fuld at sand skydes i smadder og sandet står i kaskader ned over fjenderne eller når en bygning kollapser under sandets store tryk. Men fælles for sandepisoderne er at de alle er skriptede, dvs fastlagte fra udviklerens side. Jeg ville gerne have haft mulighed for frit at kunne udnytte den megen sand. Ind i mellem kommer en sandstorm indover byen og ødelægger ens udsyn, men sandet tjener desværre mest som visuel kulisse i spillet.

 

 

Er du vant til at spille skydespil, vil du føle dig godt tilpas i Spec Ops The Line. Styringen kan ind i mellem godt føles lidt “løs” synes jeg og når man går i cover, foregår det som man kender det ved at ens figur “klister” til omgivelserne. Her kan det godt drille lidt fra tid til anden, men det føles sjældent som et stort irritationsmoment. En god detalje er i øvrigt at du spurter ved et enkelt tryk på en knap og altså ikke skal holde knappen nede. Det frigør bedre mulighed for at styre din karakter samt kontrollere kameraet – godt tænkt.

 

Jeg har kort rundet det gode stemmeskuespil. Heldigvis er den øvrige lydside også rigtig god og værd at nævne. De mange våben lyder realistiske, mens spillets mest imponerende lydelement er selve musikken, som består af velkendt rock, der i bedste “Good Morning Vietnam” stil, pumper derudaf og giver en feeeeed stemning.

 

 

Spec Ops The Line har været en positiv oplevelse. Historien er dybere og mere velfortalt end i mange andre spil indenfor samme genre og så sættes du i nogle rigtigt grimme dilemmaer, der virkelig kan sætte sine spor hos både dine karakterer i spillet, men også i dig selv som spiller. Lydsiden er god og især musikken er glimrende. Grafisk er Spec Ops ok, men det er især selve Dubai der fortjener roserne. Brugen af sand kunne være langt bedre, for selvom det ser flot ud når det ligger i Dubais gader og har “spist” store dele af byen, så får man desværre slet ikke nok lov at lege med sandets enorme kræfter. Spec Ops The line byder udover en ca. 7 timers singleplayerdel også på mulitiplayer som dog er helt som man kender det, hvorfor jeg ikke har brugt nævneværdig tid på den. Søger du et skydespil til sommerferien og vil du gerne have lidt mere historie end normalt, er det bestemt værd at give Spec Ops The Line en chance.