Forside * Tests

Anmeldelse af Google Nexus 7


 


Recordere har haft fingre i Googles Nexus 7-tablet. Et rent muskelbundt og en glimrende tablet, der dog også har en ikke uvæsentlig begrænsning.


Der var mange, der råbte ?iPad-killer?, da de hørte om at Google ville sende en tablet på gaden i forbindelse med Google I/O for nogle uger siden. Men så snart journalister og udviklere på konferencen fik fingre i Google Nexus 7, vidste de godt, at der var tale om en tablet, der havde sin gang langt væk fra iPad-land.


I stedet er Google Nexus 7 rettet direkte mod Amazons Kindle Fire, der indtil for nylig var den mest solgte tablet, der ikke stod Apple på. Kindle Fire er baseret på Android, men akkurat som på en anden tablet, der er populær i Google og Amazons hjemland, USA, kræver det, at man root?er den for at få en sand Android-tablet ud af det.


Dette har Kindle Fire nemlig til fælles med Nook Color, der for snart to år siden blev udgivet af boghandlerkæden Barnes and Noble, og som gik hen og blev en overraskende stor succes, og siden også blev fulgt op af en reel tablet fra firmaet. Sammen med nogle andre syv-tommer-tablets fra bl.a. Samsung og Toshiba, er der altså efterhånden en del tablets derude, der ikke er på ti tommer, men blot syv, modsat iPad?en og dens konkurrenter.


 


Syv mod ti


Hvis Steve Jobs havde været i live, ville han sikkert med glæde have trukket de nedladende ord, han sagde om syv-tommer-tablets i sig igen, når han så salgstallene. Og det er derfor, Apple nu også er på vej med en mindre udgave af iPad.


For der ER noget særligt over syv-tommer-formatet. Tablets i denne størrelse er lettere at transportere, og trods den mindre plads på tastaturet også lettere at skrive på, fordi man kan holde dem lodret og bruge tommelfingrene, ligesom en almindelig smartphone. Man bliver heller ikke lige så træt i armene af at holde dem i længere tid, når man læser på dem i et flysæde eller ligger i sengen og tjekker dagens nyheder. Rent praktisk er der mange ting, der taler for tablets i mindre formater end 10 tommer.


Tablets på syv tommer er traditionelt også billigere. Således ligger såvel Nook Tablet, Amazon Kindle Fire og Google Nexus 7 prismæssigt mellem 200 og 300 dollar, eller cirka 1200-1800 kroner, afhængig af model og lagerstørrelse. Nexus 7 ligger på 200 dollar for 8GB-versionen og 250 dollar for 16GB.


Det er i dette perspektiv, man skal anskue Nexus 7. Det er en billig tablet, ikke en luksusmodel som en iPad. At sammenligne den direkte med en iPad vil derfor være helt hen i vejret. Men hvad får man så for pengene?


 


Virkelig veldesignet


Først og fremmest er Nexus 7 lækker i designet. Google har lært noget af udpaknings-oplevelsen fra deres Silicon Valley-naboer hos Apple, og har sørget for, at det ikke bare er en tilfældig kasse, Nexus 7 leveres i.


 



 



 


Når man tager den lille tablet ud af kassen, mærker man dog tydeligt en forskel. Den er utrolig let med sine 340 gram, hvilket er 74 gram ? ca. 17% – lettere end Kindle Fire og 60 gram lettere end Nook Tablet. Det kan faktisk mærkes, og når man først har Nexus 7 i hånden overraskes man over, hvor meget vægten egentlig betyder i forhold til ens tablet-oplevelse.


Grundet skærmstørrelsen kan man selvfølgelig ikke sammenligne iPad?ens vægt med Nexus 7, men den er cirka dobbelt så tung. Det siger ikke noget om, at Nexus 7 nødvendigvis er en bedre tablet end iPad, men det siger noget om, hvor stor forskel, der er mellem de to tablet-kategorier helt generelt. Det er værd at overveje, hvis man er ny på tablet-markedet eller bare synes iPad?en er for stor og tung.


Men ikke nok med at Nexus 7 er den letteste tablet på markedet lige nu, det er også den mest veldesignede. Den er tyndere end konkurrenterne med sine 10,45 mm, hvilket er 2-3 mm tyndere end Kindle Fire og Nook Tablet, og kun ca. 1 mm tykkere end iPad. Man skal i den sammenhæng huske, at der er langt mindre plads til elektronikken i en syvtommer-tablet end i en titommer, så at den kun er en millimeter tykkere end den tyndeste iPad, er faktisk ret imponerende.


 



 


Halv størrelse


Faktisk har iPad cirka dobbelt så meget plads at gemme elektronikken på, hvilket man kan se på nedenstående billede der viser, hvor lille en syvtommer-tablet i widescreen i virkeligheden er.


Det kan godt være, at syv tommer ikke lyder som ret meget mindre end ti tommer, men det er det faktisk. Fordi Nexus 7 er i 16:10-formatet, og ikke 4:3 som iPad, svarer syv tommer kun til ca. halvdelen af den skærm-mængde, man får på en iPad. Eller sagt på en anden måde: iPad?en er næsten dobbelt så stor som Nexus 7.


Det er også derfor, en sammenligning mellem disse to tablets ikke er hensigtsmæssig.


 



 


Vores testeksemplar har en hvid bagside, lavet i det samme ?hullede? design som den sorte Nexus 7.


Det er et stilistisk, minimalt design, der ligesom nyere Android-telefoner som Googles og Samsungs Galaxy Nexus, ikke har nogen ?home?-knap. Det eneste, der bryder den knaldsorte overflade, når man kigger på den, er kameraet og konturerne af skærmen.


 



 



 


Når man tænder for Nexus 7 finder man dog meget hurtigt ud af, hvad det er denne lille tablet går ud på. Ligesom på den nye iPad er hovedfeaturen på Nexus 7 uden tvivl skærmen. Og det er også det eneste, de to har til fælles: Indenfor deres størrelseskategori har de hver især de bedste skærme.


Nexus 7-skærmen er lavet med en speciel ?bonding?-teknologi, der gør, er der ikke er noget luft mellem selve IPS LCD-panelet og glasset. Det får især tekster til at fremstå krystalklare og skarpe, hvilket gør det til en fornøjelse at læse f.eks. e-bøger på Nexus 7.


Nedenstående billede er taget med en tekst fra Amazons Kindle-app, og selvom der stadig ikke er tale om den samme oplevelse som e-blæk, er det en ret høj kvalitet og en god læseoplevelse, der ikke giver træthed i øjnene før efter mange timer.


 



 


Lavet til underholdning


Det er også helt tydeligt, at det er bøger, blade, film og musik, som Google synes, vi skal bruge Nexus 7 til. Vores Nexus 7 kom med masser af underholdning ombord, herunder en række magasiner, der faktisk fungerede ganske glimrende under læsningen, men dog ikke på nogen måde, vi ikke har set før på f.eks. iPad.


 



 


Skærmen i sig selv har en højere opløsning end Nexus?ens konkurrenter med 1280×800 pixels med en pixeldensitet på 216 PPI. Det skal sammenlignes med Kindle Fires og Nook Tablets skærme, der begge er på IPS LCD-skærme med 1064×600 pixels opløsning i 169 PPI. Altså en ret stor forskel. Til gengæld er der langt op til Retina-skærmen på en iPad, selv med størrelsesforskellen taget i betragtning. Den større lysstyrke og de 264 PPI på iPad?en er simpelthen bare bedre.


Visse gadgetsites, der har haft mulighed for at sammenligne direkte med syvtommer-tablets fra ASUS (Der har lavet Nexus 7 for Google), skriver at skærmene er væsentligt mere lysstærke på ASUS? egne modeller, hvilket trækker fra i regnskabet for Nexus 7. Vi havde kun en gammel Nook Color at sammenligne med, og her var Nexus 7 dog en suveræn vinder. Desværre måtte vi aflevere førstnævnte inden vores fotosession, så vi kan ikke vise forskellen.


Men én ting er skærmens kvalitet i sig selv, noget andet er, hvordan den er at bruge. Og her har Google og ASUS sat alt ind på, at Android skal fungere for brugeren, som systemet gør for de folk, der sidder i Mountain View og programmerer på Googles mobile styresystem. Derfor har de udstyret GPU?en i Nexus 7 med ikke færre end 12 (!) kerner. Det kan man godt mærke.


 


Grafikafvikling i top


Jelly Bean, som kom preinstalleret på vores testeksemplar, kører usædvanligt glat og lækkert, helt uvant i forhold til, hvordan Android ellers er. Der er ikke noget hakken, heller ikke, når man scroller hurtigt ned over websites eller ubeslutsomt bladrer rundt på de forskellige home screens på forsiden af Android. Det går bare stærkt og kører som smurt i olie.


Faktisk oplevede vi kun hakken, da vi scrollede hurtigt ned over billedresultater i tablet-versionen af images.google.com, hvilket man jo kan undre sig over. Så snart, vi lod Nexus 7 bruge desktop-versionen holdt hakkeriet op. Det kløede undertegnede sig noget i hovedbunden over, men det skal da ikke være kilde til kritik, at Nexus 7 er bedre til at håndtere rigtige websites end deres mobilversioner.


Et andet sted, man kan mærke, at der er gjort noget ved GPU?en er i afviklingen af spil og film. Et af de spil til Android-tablets, der specifikt udnytter den indbyggede Tegra3-chip er Shadowgun, som vi testede af. Vi oplevede noget så mærkeligt som at introsekvensen var to-tre frames ude af synk mellem billede og lyd, hvilket er noget, vi normalt kun ser på video.


Men så snart spillet kom i gang, kunne vi godt forstå, hvorfor Google og Asus har puttet 12 kerner ind i GPU?en. Det var stort set som at spille på en nyere Xbox eller en PS3, når det gjaldt frame rate, præcision og action. Så det er en af de ting, som Nexus 7 helt klart er bedre til end nogen anden tablet ? inklusive iPad.


 



 


Dobbelt så god performance som den nye iPad


Da vi kiggede nærmere på Nexus 7s performance, fandt vi ud af, hvorfor den er så god til lige præcis den slags. En test i benchmark-programmet Geekbench 2 afslørede en samlet Geekbench-score på 1537.


Det er lige over dobbelt så meget som den nyeste iPad, der kun kom op på en Geekbench-score på 754, da vi testede den for nogle måneder siden.


 



 


Kunne det virkelig passe, at den lille Nexus 7 havde dobbelt så meget computerkraft ombord som en iPad 3?


Det virkede noget besynderligt, taget i betragtning, at Nexus 7 kun koster under halvdelen af, hvad en iPad koster. En nærmere undersøgelse af CPU-konfigurationen gav dog en forklaring. Begge tablets kører med ARM v7-arkitekturen. Men A5X-processoren, der sidder i iPad 3 er en dual-core-processor, der kan køre mellem 800Mhz og 1Ghz.


Tegra3?eren i Nexus 7 er en quad-core-processor, der kører mellem 1,2 og 1,3 GHz afhængig af CPU?ens tilstand. Når man så lægger oven i hatten, at Nexus 7 har tre gange så mange kerner i GPU?en som iPad?en, så giver det pludselig mening, at Nexus 7 scorer dobbelt så højt på performance i benchmark-tests som iPad.


Skal man sammenligne med Nexus?ens nærmeste konkurrenter, er der tale om overdreven suverænitet. Kindle Fire har også en 1,30 GHz ARM-processor, men den er dual-core og derfor kan Amazons tablet kun mønstre 481 i Geekbench-score, tre gange så lidt som Nexus 7. Nook Tablet klarer sig lidt bedre med en score på 890, men det er stadig intet i forhold til Nexus 7, der må betragtes som lidt af et minimalistisk muskelbundt.


Der er da heller ingen svinkeærinder, når man afvikler film i HD på den lille skærm. Den har ingen problemer med at skalere ned fra 1080p, alt står skarpt og fint. Vi så en lille smule og meget minimal hakken, da vi streamede 1080p-video fra nettet, men det kan lige så vel være netforbindelsen eller serveren i den anden ende.


Skærmen er dog, som tidligere nævnt, noget mørk i det i forhold til, hvad vi er vant til nu om dage. For at få den bedste filmoplevelse ud af skærmen, var vi nødt til at skrue ret højt op for lysstyrken.


 



 


Den øvrige hardware


Der var heller ikke noget at udsætte på lydkvaliteten fra det indbyggede mini-jackstik. Lossless-filer lyttet til gennem et par AKG K240-studiehovedtelefoner var veldefinerede i såvel de lave som de høje frekvenser, med kun minimal farvning og forvrængning, hvilket ellers desværre er forventeligt på tablets, selv fra Apple.


Batterilevetiden er som man kan forvente. Ved lav skærmbelysning viser andre tests, at Nexus 7 kan komme op på over 10 timers videoafspilning, hvilket er et godt nøk foran konkurrenterne. Vores oplevelse var knap så imponerende, fordi vi skruede op for lysstyrken for at få så meget ud af de 12 GPU-kerner og den lækre (men mørke) skærm som muligt.


Ved almindelig, konstant brug holdt vores test-eksemplar i nærheden af 6-7 timer, hvilket er ganske udmærket. Det er jo sjældent man bruger en tablet konstant og ved fuld lysstyrke. Til gengæld tager den noget længere tid at lade op end en iPad f.eks. gør.


Et af de steder, hvor Google har valgt at spare for at få prisen ned er på kamerasiden. For det første er der kun et enkelt kamera ombord, og det vender ud mod brugeren, så vedkommende kan videochatte fra sin Nexus 7. Det er alligevel de færreste, der bruger deres tablet til at tage billeder med, så det er et forståeligt valg fra Googles side.


Der findes dog en app, Camera Launcher, der gør det muligt at bruge videochat-kameraet som almindeligt kamera, men man må jo så undvære en søger, eftersom kameraet sidder på samme side som skærmen. Og så er kvaliteten heller ikke alverden, som man kan se på billedet herunder:


 



 


GPS- og gyro-funktionerne fungerer upåklageligt, og rent holdbarhedsmæssigt er Nexus 7 også en vinder. Man kan for eksempel se her, hvad der sker, når man prøver at smide både den og en iPad ud fra stor højde.


 


Her knækker filmen totalt


Så alt i alt er Nexus 7 et lækkert, lille stykke hardware, der sammen med den hidtil mest brugbare version af Android, Jelly Bean, gør det ud for en glimrende tablet. Når man så tager prisen med i betragtning, så er det fristende at kalde det et fantastisk køb for små penge.


Men så er det, man støder ind i det altoverskyggende problem, der for rigtig mange vil være en stopklods for erhvervelsen af en Nexus 7. Og her taler jeg ikke om det faktum, at man skal gå af omveje for at skaffe den hjem til Danmark via diverse mail forwarding-services i USA og så videre.


Nej, jeg taler om lagerpladsen.


Det helt grundlæggende problem ved Nexus 7 er, at den kun kan fås med op til 16GB hukommelse, og modsat Nook?en (men ikke modsat Kindle Fire, der har samme problem) ikke har nogen mulighed for at udvide med MicroSD-kort.


Hvis man, som undertegnede, har en gigantisk mp3-samling, hvoraf man gerne blot vil have en brøkdel med sig rundt, så er 16GB slet, slet ikke nok. Især ikke, når man måske også gerne vil have nogle film, bøger, lydbøger og andet indhold liggende på tablet?en.


Googles svar på dette er, at man skal bruge skyen. Det lagde de allerede vægt på, da de præsenterede tablet?en under Google I/O-konferencen. Den er nem at koble op til Google Drive, og når man tænder for den første gang og sætter den op via den normale Android-procedure, er den mere end klar til at streame både film og musik fra Google Play.


 



 


Næsten ubrugelig uden for hotspots


Men hvad så med alle de mennesker, der IKKE har adgang til Google Play? Og hvad så, når man sidder i et fly uden Wi-fi? Eller på en strand, eller et helt andet sted, hvor der ikke lige er et Wifi-hotspot i nærheden? Der er nemlig ikke nogen mobildata-enhed ombord i Nexus 7.


Der er NFC, så man i fremtiden kan streame indhold til settop-bokse og betale på tankstationerne med sin tablet. Men ikke noget så basalt som et MicroSD-slot eller en 3G-forbindelse.


Her har Google virkelig skudt ved siden af. De har lavet en tablet, der er som skabt til indholds-forbrug, men som kun fungerer som sådan, når man er på et trådløst netværk, fordi der hverken er plads til lagring af indhold eller en mobilforbindelse ombord.


Den fejl begår Amazon næppe, når de lancerer deres mange nye tablets til efteråret. Og så kan det være, at Nexus 7 lige pludselig er knap så imponerende, som dens nuværende specifikationer gør den til.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.