Videoen med smugkigget på Windows Phone 8 er næsten to timer lang. Hæld kaffe på kanden og sæt dig til rette i stolen.
Microsoft har uploadet video med præsentationen af Windows Phone 8 fra San Francisco.
Vi har allerede fortalt om de otte nyheder i Windows Phone 8 lige her, og gået mere i dybden med NFC og sikker betaling med mobilen her, men hvis du vil have det hele med, så smut over på Microsofts kanal 9 på MSDN.com.
Her kan du nemlig se den to-timer lange præsentation af Windows Phone 8 fra firmaets Windows Phone summit i San Francisco. Du vil blandt andet kunne se Joe Belfiore indtage scenen og fortælle om alle nyhederne i det kommende operativsystem.
Måske mest interessant er, at Windows Phone 8 og Windows 8 grundlæggende deler samme kerne, og derfor er der lige pludselig en masse interessante muligheder for app-udviklere og tilbehørsproducenter.
Windows Phone 8 understøtter teoretisk set processorer med op til 64 kerner, men vi tør slet ikke tænke på, hvad det gør ved batterilevetiden.