Forord
Denne beretning er ikke en anmeldelse eller en test, men et seriøst forsøg på at fortælle hvorledes jeg oplever mit nye Panasonic panel. Jeg har ingen intension om at gå de højere lærde i bedene omkring målt billedkvalitet, eller alskens argumentation for og i mod det ene eller det andet.
Jeg synes diverse målinger om billedpræstationer er glimrende, for så kan man sammenligne de forskellige tests – altså under forudsætning af, at målingerne er udført på nøjagtig samme måde. Og når sortniveauet ved forskellige målinger nærmer sig værdier hvor det ikke helt kan måles, er det så egentlig ikke et ganske fornuftigt sortniveau?
Ind i mellem har jeg på fornemmelsen, at man nørder for nørderiets skyld, og ikke så meget for virkeligheden, og hermed selve billedoplevelsen. Men dine egne observationer på de forskellige paneler bør altså også indgå i overvejelserne om, hvilket TV som vælges, og ikke kun diverse målinger, når man er på indkøb.
Læs artiklen som mine oplevelser – gode som mindre gode, og jeg vil vove den påstand, at rigtigt mange af læserne vil stå med en trods alt, relativt god fornemmelse af Panasonic TX-p55VT50 panelets kvaliteter og funktioner.
At jeg så viser et par testbilleder er så en anden sag, men jeg benytter nok nærmest disse for at underbygge nogle påstande, vel vidende – at man i realiteten ikke kan bruge et billede til ret meget.
Design og byggekvalitet
Panasonics “Design gennembrud” fremkom i mine øjne afgørende med lanceringen af deres VT30 serie. Her nåede man pludselig et design, som kunne matche de nærmeste konkurrenter. Heldigvis kan man sige eller mene, at Panasonic måske prioritere billedkvalitet og ikke mindst funktionen af de generelle features en anelse højere en deres konkurrenter.
Det nye VT50 er mit 4. Panasonic TV, og jeg har faktisk aldrig oplevet, at funktionerne hos mig ikke fungerede, eller levede op til det beskrevne. Man kan så også mene, at Panasonic ikke helt har været så langt fremme i skoene som konkurrenterne, når det drejede sig om “Smart TV”, hvilket i sig selv giver muligheden for et mindre antal fejl.
Ser vi på det åbenlyse design af TV´et, så er det efter min bedste mening ganske elegant. Det er enkelt opbygget og den eneste “Dikkedar” , er den metalagtige ramme rundt om panelet. Metalrammen understreger kant til kant panelet, og det ganske smalle chassis.
Ser vi på den synlige byggekvalitet, så virker panelet ganske fornuftigt og stabilt opbygget med sit metal bagpanel. Byggekvaliteten allround er ganske glimrende med pæne afrundede hjørner, nydelige udstansninger i metal bagpanelet, og stikforbindelser m.v., synes ganske solidt monterede. Og går man hen og “Føler” på apparatet, jamen så bibeholdes den stabile fornemmelse.
Når nu vi er ved stikforbindelser, så er panelet monteret 4 HDMI stik, og her er stik nummer 2, et ARC (Audio Return channel) HDMI stik. Det er bl.a. her man tilslutter en Panasonic Sound Bar, og så vil funktionaliteten mellem Sound Bar og panelet fungere via fjernbetjeningen.
Herudover er der 3 USB 2.0 forbindelser, digital lyd, LAN (også forsynet med indbygget trådløst WIFI) osv. Altså et ganske fornuftigt udvalg af forbindelser.
Fjernbetjening(er)
Og så er tiden kommet til at være lidt ambivalent. Sagen er nemlig den, at med sidste års lancering af VT30 modellen, blev samtidig en ganske lækker fjernbetjening lanceret. En fjernbetjening som stod helt mål med, at VT30 var Panasonics flagskib. Ser jeg på Panasonics 2012 flagskib og den her medleverede fjernbetjening, så er det en tilbagegang der vil noget.
Omvendt, så medfølger der en “Touch-Pad”, til brug primært ved internet browseren. På mig virker det nærmest som om, at Panasonic har skåret ned på kvaliteten af den egentlige fjernbetjening for at kunne medlevere en “Touch-Pad”.
Var jeg ikke selv den glade ejer af en fornuftig mulitifunktions fjernbetjening, så tror jeg minsandten, at jeg havde tilkøbt fjernbetjeningen til VT30. Så havde jeg da i det mindste stået med følelsen af, at også fjernbetjeningen var en del af Panasonics High End produkt.
Men skal ret være ret, og det skal det jo også inden for AV-udstyr, så virker fjernbetjeningen ganske fornøjeligt, og brugeren af tidligere Panasonic fjernbetjeninger føler sig helt hjemme i brugen af denne, for der er ikke sket ret eget i udformningen og funktionen af Panasonics fjernbetjeninger de sidste 6-7 år.
Panasonic har dog været så venlige at udgive en APP til henholdsvis IOS og Android. Jeg har installeret IOS udgaven på min iPad, og den virker faktisk meget fornuftigt. Ud over at man kan benytte f. eks. En iPad til fjernbetjening, giver Viera APP via den såkaldte Dual Core Processor også en mængde andre funktioner, som jeg dog ikke har nået at kigge på.
Når nu vi er ved “Besparelserne”, så er de 2 medleverede 3D briller ikke som ved VT30 leverancen, genopladelige – men som ved VT20 med batterier. Og i bund og grund er der ikke så stor forskel på sidste års 3D briller og de nye, dog sidder denye en lille anelse bedre end de foregående. Det er for nuværende ejere af VT20 og VT30 modeller værd at vide, at hvis man skifter til VT50, så kan man ikke benytte de gamle 3D briller til VT50, for VT50 benytter nu Bluetooth som signal.
Opsætning
Opstart af panelet fra “Out of the Box” er ganske nem. Når panelet første gang tændes, bliver man bedt om at fortælle hvilket land man befinder sig i, og man kan indlæse kanaler til de indbyggede tunere (DVB-S, DVB-T og DVB-C). Det er endda således, at YouSee m.fl., nævnes som kanalvalgs muligheder allerede fra starten. Jeg sprang dog let og elegant over de nævnte indstillinger, da jeg jo får mit TV-signal fra en YouSee DVB-C Samsung boks, og som jeg havde tilsluttet HDMI 1.
Da de indledende manøvre var vel gennemført, forsatte man med opsætningen af det trådløse netværk. Da jeg havde trykket “Ok” for den mulighed, så dukkede der straks et billede op med de trådløse netværk som fandtes omkring mig, naturligvis inkl. mit eget netværk. Indtast password – og vupti, så var jeg på mit netværk. Straks kom oplysningen om, at der var en ny Firmware tilgængelig. Opdateringen blev valgt til installering. Og her smuttede så min TV-avis, for med et slag på tasken, så tog opdateringsseancen samlet set vel omkring 15 minutter.
Så var jeg derefter klar til at se TV, og her via min DVB-C boks – oh, hvilken skuffelse. Billedet var relativt ringe, og slet ikke som jeg husker signalet og billedet fra mit “Gamle” VT30. Billedet var sløret, uden ret mange detaljer, og ja – et ganske kønsløst billede. Min billedindstilling havde jeg sat til ISFcc Pro 1, og med kontrasten nedsat en anelse af hensyn til beskyttelse af det nye panel.
Jeg vil som så mange andre gerne undgå retention eller en egentlig “Burn-in”. Fidusen med ISFcc Pro 1 er jo, at her kan man vælge “Pixel-orbiter” til “On”.
Jeg vekslede lidt mellem de forskellige billedindstillinger, men ingen af disse gav mig et fornuftigt billede ved tilslutningen til DVB-C boksen. I bare panik skyndte jeg mig at sætte en Blu-Ray Disc i afspilleren, og pyha – her var billedet meget nær det genkendelige i billedkvalitet fra VT30. Jeg ved ikke om der hos mig er en midlertidig lokal antennefejl – eller måske en fejl på YouSee´s net, og det måske var årsagen til det ringe billede.
Billedkvalitet og lyd
Og så til det væsentlige for mange af os – billedet. Nu er det sådan, at mit forrige panel var et Panasonic TX-p55VT30, som faktisk var ganske anerkendt for sin billedkvalitet. Det spændende er jo for mig derfor, om der en væsentlig forskel på billedet mellem VT30 og det nye VT50.
Ved min bedømmelse af billedkvaliteten skal man være opmærksom på, at billedet på bedømmelsestidspunkt bare havde 25 timer på loggen, og at panelet først er optimalt efter ca. 100-150 timers brug. Billedprofilen der blev benyttet var THX-Cinema, som i mine øjne giver det mest korrekte billede (out of the Box), og det bekræftes da også af de professionelle der oplyser, at THX profilen er tæt på perfekt i forhold til de værdier der opnås ved en ISF kalibrering.
Når vi taler om ISF kalibrering, så findes der faktisk en Callman Auto ISF kalibrering, som udføres med basis i et software program, og denne type af kalibreringer tilbydes af bl.a. de autoriserede Panasonic forhandlere. Mit eget panel skal i det mindste gennemgå den førnævnte kalibrering, så er jeg nogenlunde sikker på, at mine billedindstillinger i ISFcc Pro 1 og 2 (dagslys og aften indstillinger), er rimeligt korrekte.
Denne kalibrering vil hos mig dog først blive gennemført efter ca. 200 driftstimer.
Som tidligere nævnt er der et antal billedstillinger som adskiller sig en kende fra hinanden bl.a. ved farve “Mætheden”. Her er “Dynamic” nok den indstilling som benyttes i flere butikker til at fange kundernes opmærksom med. For farverne er overordentligt kraftige, men dermed heller ikke korrekte, men sikkert imponerende for en del kunder. Ud over de nævnte billedindstillinger findes indstillingerne “Normal”, “Game”, “ISFcc Professionel 1 og 2” osv.
Jeg har haft 3 “Test” BD´er på mit panel, nemlig HD Basic, Pioneers KURO Demo 2008, og endelig Pansonic´s egen Demo Disc fra 2012.
KURO Demo´en som jo havde til formål for den tids undrende kunder, at vise hvor sort – sort egentlig kan blive på et kvalitets panel. Jeg må jo erkende at jeg ikke med sikkerhed kan huske hvor dyb sort Pioneers BD dengang stod i min bevidsthed ved mit tidligere Pioneer KRP-500. Der er nu altså noget med 3 år siden jeg nød denne Demo Disc. Men, jeg er ikke i tvivl om, at jeg havde den samme noget imponerede “Black-følelse”, da jeg gentog afspilningen på mit nuværende Panasonic TX-p55VT50. Altså må sortniveauet være ret tæt på KURO niveauet.
Billedet stod helt roligt, og detaljer og farver stod meget præcist, men og der er jo altid et men, her kom der noget refleksion til syne på panelet. Jeg kan ikke mindes, at jeg har set et panel uden refleksioner under den ene eller den anden omstændighed. Og med KURO demo Disc´en, som i visse sammenhænge viser et næsten kulsort billede med en lille rose midt i billedet, her kom altså refleksionerne. Jeg havde faktisk kun observeret disse refleksioner når mit panel var slukket. Med de lysforhold som jeg har i min stue, og hvor jeg har kigget på andre typer af billedmateriale, har jeg faktisk ikke set noget videre til refleksioner tidligere.
Videre til HD Basic, her udvalgte jeg nogle testbilleder, og langt de fleste stod bare lige i kassen med undtagelse af et enkelt, hvor jeg noterede flimmer i hjørnerne. Pudsigt nok har jeg ikke noteret tilsvarende i andre billedsammenhænge. Farve testbilleder stod knivskarpt, og altså uden nogen som helst udfyldning, og det samme gjaldt for de testbilleder hvor jeg kiggede efter line bleed, og jeg har ikke noteret denne billedfejl.
Så nåede jeg frem til 3D afspilningen, og det gjorde jeg via Panasonic´s 2012 Demo Disc. Jeg kan egentlig ikke sige, at udover et forbedret sortniveau også her, at 3D billedet som sådan står bedre ved VT50, end ved VT30 modellen. Billedet er glimrende, med stor dybde, fornuftige farver og dejlig billedpræsentation i øvrigt, og ingen Crosstalk. Crosstalk har jeg faktisk ikke set siden VT20 modellen, og her i meget begrænset omfang.
Lydkvaliteten af det monterede højtalersystem, ja hvad kan jeg sige. Man kan måske få en anelse mere bund i lyden ved VT50 i forhold til de ældre Panasonic modeller, men rigtig god er lyden altså ikke. Lyden kan benyttes til TV-avisen, og Søren Ryges utallige fortællinger om sig selv og sin have.
Og alt det andet
Panasonic TX-p55VT50 er jo et “Smart-TV”. Det betyder, at det kan rigtigt mange andre ting end vise et billede i den forstand. Man kan se billeder fra sin iPad på TV panelet, man kan benytte IOS og Android enheder som en mere lækker fjernbetjening end den medfølgende standard, man kan browse, og derfor benytte alskens sociale hjemmesider m.v.
Jeg må erkende, at jeg ikke har nået så meget af alle de muligheder, bortset fra, at min iPad ingen problemer havde med at “Hængte” sig op på TV´et.
Konklusion
Så står jeg der igen, kan Pansonics seneste vidunder matche Pioneer KURO´s sortniveau? Tja?.jeg ved jo at visse af de professionelle siger “Mja?altså”. Jeg kan kun sige, at de kloge sikkert kan måle en eller anden minimal forskel i sortniveauet mellem de to nævnte paneler, og om den minimale forskel reelt kan ses af andre end Pioneer frelste – jeg tror det faktisk ikke.
Billedet som sådan fejler bestemt ingenting. Ikke at panelet er ufejlbarligt, for det er ingen paneler uanset hvilken teknologi man benytter.
Nu tilhører jeg ikke den kategori af seere, der overbevist sætter sig ned med det ene formål at finde små billedfejl, jeg vil meget hellere nyde oplevelsen. Og i denne sammenhæng, altså billedoplevelsen og nydelsen, her er man ikke gået galt i byen, for oplevelsen er uhyre fornem, med lækker stor billeddybde, fornemme og ret korrekte farver, og kun ganske få konstaterede billedfejl, og som jeg kun kunne se ved testmateriale.
Og det forhold kan jeg snildt leve med i hverdagen.
