HTC bliver ikke blandt de første firmaer, der lancerer tablets med Windows 8.
HTC må ikke lave Windows 8-tablets
Microsoft er bekymrede for HTCs manglende erfaring med at lave tablet-computere, og vil ikke give taiwanerne adgang til festen.
Er du vild med HTC? Glæder du dig til Windows 8? Håber du på at smutte ud og købe en smækker Windows-tablet fra HTC? Så kommer du nok til at vente længe.
Bloomberg rapporterer nemlig, at HTC ikke er blevet inviteret med til tablet-festen af Microsoft. Softwaregiganten har stort fokus på, at man opnår stor succes med de første Windows 8-tablets, og derfor tør man ikke satse på HTC, som man vurderer ikke har den nødvendige erfaring med tablet-markedet.
HTC har da produceret et par tablets hist og her, men det ser noget sløjt ud hvis man sammenligner med eksempelvis ASUS eller Samsung. Dertil kommer, at HTC i øjeblikket kæmper med en svækket økonomi og kedelige salgstal.
De kommende Windows-tablets kommer i to versioner: den ene vil have traditionel pc-indmad og køre den fulde udgave af Windows 8, mens andre vil bruge ARM-baserede processorer á la dem der i dag sidder i iPad og Android-tablets. Den udgave af Windows hedder RT til efternavn, og selvom den på overfladen ligner Windows 8, så vil den ikke kunne køre klassiske Windows-programmer.
Det er første gang, at Microsoft lancerer et Windows-operativsystem, der virker med ARM-baserede processorer, og det er først nu i forbindelse med Computex-messen i Taiwan, at journalister har fået lov ? i begrænset omfang ? at rode med Windows RT på prototype-maskiner.
Windows 8 og Windows RT forventes lanceret i løbet af efteråret, antagelig til oktober.