Det er en del år siden vi sidst mødte Max Payne. I takt med at årene er løbet på, er Max, foruden markant flere rynker og et lidt mere korpulent korpus, sunket endnu dybere og er nu svært afhængig af alkohol. Jobbet som Detective i New York er fortid og Max ernærer sig som bodyguard for en af Sao Paolos (Brasilien, red.) rigeste familier. Da Sao Paolo er omtrent ligeså sikker for en rigmandsfamilie som en motorvej for en fasan, går der naturligvis ikke længe før trofækonen er kidnappet og Max og makkeren Passos må træde i karakter.
Herlig stemning
Hvor brugt historien om en fordrukken eksstrømer, der trods skeletter i skabet må vise at han inderst inde stadig er en “bad motherfucker” end måtte være, så indeholder fortællingen om Max Payne overraskende mange facetter. Historien fortælles af en bitter, sarkastisk og en sjælden gang morsom Max Payne. Det er igen James McCaffrey der lægger stemme til Max Payne og det gør han helt fænomenalt. Den dybe og forpinte røst går rent ind og når det hele følges op af hamrende flotte cutscener, der gnidningsfrit blendes med aktuelt gameplay, er det virkelig lækkert at se på. De vigtigste elementer i historien skrives henover skærmen under cutscenerne, ligesom skærmen ofte sløres for at illustrere, hvordan den alkoholpåvirkede Max egentlig slet ikke burde have lov at bære våben. Historien hører uden tvivl til en af de bedst fortalte jeg længe har stiftet bekendtskab med og man føler virkelig Max smerte og anger mod livet.
Husker du Bullettime?
De første Max Payne spil introducerede fænomenet Bullettime, hvor spillet ses i slowmotion og derved giver dig bedre mulighed for at ondulere fjenderne. Bullettime er naturligvis tilbage for fulde gardiner, men skal alligevel bruges med en smule mere omtanke denne gang. I kraft af at Max er blevet ældre (og fuldere måske), kan han ikke længere storme frem med hovedet under armen som han måske havde en tendens til i de første to spil. Heldigvis introducerer spillet et coversystem som vi kender det fra mange andre spil og sammen med bullettime betyder det, at gameplayet nu er noget mere nuanceret og i mine øjne sjovere. Måden man sigter på er præcis som vi så det i GTA IV, og også denne gang kan du vælge om spillet skal hjælpe med at “låse” på fjenderne, eller om du selv vil styre det hele. Lidt hjælp kan helt klart anbefales.
At man skal tænke sig lidt mere om skyldes i øvrigt også at fjenderne er mere intelligente end tidligere. De flankerer dig, kaster granater og er til tider ekstremt aggressive. Samtidig benytter spillet ikke regenererende health, hvorfor du konstant må søge efter painkillere, til at dulme eventuelle smerter efter skud.
Mange dødsfald
Da banerne bestemt ikke flyder med painkillers og Max højst kan tage 4-5 skud før det er godnat, har kan man ind i mellem godt blive frustreret over at skulle genspille samme bane flere gange. Max Payne 3 er derfor fra tid til anden et rigtig svært spil og de mange gentagne dødsfald blev for mit vedkommende en stor frustrationsfaktor og fik mig flere gange til at forlade spillet med lysten til at tyre konsollen ud af vinduet. Svære spil er ok, men ind i mellem ville jeg ønske at man havde nedtonet sværhedsgraden en smule, eller måske strøet banerne med lidt flere painkillers.
En anden årsag til de hyppige dødsfald skal dog også ses i lyset af at bullettime ser så umådelig lækkert ud. Det betyder nemlig, at man ind i mellem vælger bullettime selvom det måske havde været smartere at gemme sig og tage fjenderne ud en efter en. At flyve baglæns over gelænderet på en trappeafsats og med to pistoler tage fjender ud, mens kuglerne i slowmotion hvisler om ørerne på dig, er nu engang bare for lækkert!
Lækker lyd og smuk grafik
I løbet af de omkring 12 timer singleplayerdelen tager, stifter du naturligvis bekendtskab med alt fra Uzier, revolvere, sniperrifler, pumpguns og Ak 47´ere. Våbnene er velkendte og føles fornuftige i brug. Bedst er lydsiden som ret lækkert gengiver, hvordan de forskellige våben lyder. I det hele taget er lydsiden ganske overbevisende. Max Paynes stemme har vi kort vendt og den er helt perfekt. De andre personer i spillet er ligeledes godt dækket ind på stemmesiden. Musikken passer perfekt ind og sammen med den vel nok flotteste grafik i et Rockstar spil til dato, bringes stemningen helt i top. Da man efter nogle timers spil får lov at gå rundt i Sao Paolos slum og kan nyde den høje detaljegrad, se solen kærtegne bygninger og baggårde, mens pumpende latinobeats akkompagnerer din færd, ja så er det et af den slags øjeblikke man husker. Uden at afsløre for meget, så byder Max Payne 3 på flere at de oplevelser, hvor lyd, grafik og gameplay går op i en højere enhed.
Multiplayer
Som noget nyt kan du nu også spille online. Rockstar har lavet en ret kompetent onlinedel, der sagtens kan anbefales når singledelen er gennemført. Vigtigste element online er spilmoden “Gang Wars”, hvor du i fem runder skal klare forskellige missionsmål. Runderne er kædet sammen så det føles som en lille historie og der reageres på, hvordan forrige runder har udspillet sig. På den måde behøver historien i Gang Wars ikke være den samme hver gang. Alt afhænger af resultaterne af jeres kampe. Ganske interessant og rart ikke bare at sidde i den ene kamp efter den anden, som man oplever i de fleste andre spils onlinedele.
Opsummering
Max Payne er tilbage og har ikke mistet et gram af den styrke de gamle spil bød på. At spille Max Payne 3 føles som at være en del af en højoktan Hollywood Blockbuster med Bruce Willis i hovedrollen. Rockstar er mestre i at skabe stemning og de formår at mikse smuk grafik og fængende lyd med et velfungerende gameplay. Spillets største problem er at det ind i mellem er voldsomt svært og derfor kræver en hel del tålmodighed fra spilleres side. Kan du acceptere at du nok vil dø en hel del flere gange end du er vant til fra andre spil, er der ingen tvivl om at Max Payne 3, er et af årets allerbedste actionspil. Historien er utrolig velfortalt og at kaste sig ind i skuddueller med bullettime aktiveret, bliver aldrig kedeligt.
Lets take it to the Max!
Karakter: 9/10
Ude nu til PS3, Xbox 360 og PC
Testet på PS3
Herunder fortælles lidt om tankerne og ideerne bag Max Payne 3. Endvidere indeholder videoen en del gameplayoptagelser.
Annonce: