BeoPlay V1 kan også hænge i loftet, men hvor gør man lige af kablerne? Foto: B&O
Indledning
BeoPlay V1 er det nye “folke tv” fra Bang & Olufsen, det første TV i den nye B&O PLAY linje af produkter. En serie produkter der henvender sig til en bredere del af befolkningen, end de dyreste og mest eksklusive B&O-produkter gør.
De nye TV kommer i to udgaver. En 32″ til kr. 17.999,- og et 40″ til kr. 21.999 kroner inklusiv gulvstander. Ønskes andre standere/ophæng bliver slutprisen hhv. kr. 19.299,- og kr. 23.299,-
Så det hører ikke til blandt de billigste TV på markedet, men næppe heller ikke et prisniveau der kan afholde en gennemsnitsfamilie fra at købe, hvis produktet findes rigtigt. Det er ihvertfald under halvdelen af hvad der må lægges for eksempelvis et Beovision 10 med fod.
Anmeldelsen her vil ikke indeholde farvediagrammer, metoder til kalibrering eller andet. Da man for de samme penge, som et BeoPlay V1 koster, kan få et 55″ Panasonic VT50 eller et 55″ Samsung ES8005, så må det være andre prioriteter der gør at pengene eventuelt lægges hos B&O istedet.
Efter de første timer i selskab med BeoPlay V1 lød konklusionen: Dette er ikke bare en metervare i et andet kabinet, men et TV som B&O har lagt deres sjæl i.
I denne anmeldelse vil jeg holde fokus hvad TV’et kan, hvor det overrasker og hvor det skuffer. Jeg vil forsøge at udpege, hvilke kvaliteter der gør lige dette TV til noget særligt.
Det er 40″ modellen der er testet her. Den model har bedre ydelse på lyden sammenlignet med den mindre 32″. Tjek specifikationerne her.
BeoPlay V1 fås i hvid og mørk grå.
Design og kvalitet
B&O forklarer selv den lavere pris på Beoplay V1, med at de benytter billigere matrialer og billigere produktionsmetoder.
Det ses og opleves tydeligt allerede under ibrugtagningen, når foden skal monteres. For selve kabinettet er udført i bukket stål. Forsiden er en plade og bagsiden en anden. Der er ingen skruer, de to dele holdes sammen af stængerne fra fod eller vægophæng. En meget spøjs måde at gøre det på, for TV’ets to halvdele nærmest “spang op”, indtil foden var sat rigtigt på.
Designet er tysk inspireret. Det ligner bauhaus-stilen (har ikke noget med byggemarkedet ved samme navn at gøre) som som Braun gjorde kendt op igennem 70’erne og 80’erne, og som også Loewe og Apple læner sig op af i flere af deres designs (se google).
Det valgte design giver et mere “råt look”, end vi er vant til fra de dyrere B&O produkter.
Da vi her på recordere.dk kom til at lække det første billede af BeoPlay V1, var der mange læsere som fandt designet grimt og slet ikke B&O’sk nok. Men det er et design der vinder i virkeligheden, det er meget flottere i virkeligheden end på billeder og video. Jeg tror det skyldes at man ikke rigtigt får fornemmelsen for matrialerne i lakeret og rustfri stål på billeder.
Jeg oplevede ligefrem at designet vandt mere af mit hjerte som dagene gik. Sådan et design man bliver mere og mere glad for, frem for et man bliver mere og mere ked af.
En kort video der viser designet på BeoPlay V1. Video: recordere.dk
Ophæng
BeoPlay V1 har fire måder at stå eller hænge på.
Ved bordfoden til de lave TV-møbler hælder TV’et svagt bagover. Det er designet til dette, og det betyder at det hverken går ud over billedets betragtningsvinkel eller lyden, selvom man ender med at sidde og se på et TV der hælder bagover.
Det er den fod der er brugt i forbindelse med denne test, og jeg skulle lige bruge nogle timer til at vænne mig til et TV der stod skråt.
Men det fungerer overraskende godt, og betyder samtidig at de små reflektioner der altid opstår i TV fra lamper og andet opleves mindre. Faktisk er dette det første TV, hvor jeg ikke har været generet af reflektioner fra stuens lamper.
Af andre muligheder, er en højere gulvstander hvor TV’et står lodret. Denne fod gør det sværere at skjule kablerne, med mindre de kommer ud af væggen lige bag TV’et.
Ved vægophænget er det nemmere at skjule kablerne, i en pæn kabelbakke skruet fast på væggen. Selve vægophænget er konstrueret så TV’et kan drejes ud i en vinkel fra væggen.
Den fjerde mulighed er at hænge TV’et i loftet. En sjov idé, men nok også den færrest vil gøre brug af. Det ser meget flot ud på billeder, men hvad gør man lige med kablerne til strøm, antenne, hdmi, højttalere osv. osv. TV’et er jo ikke trådløst.
Selve standeren (foden) er nogle stænger, der passer ind i TV’et. Ganske smart. Foto: recordere.dk
Bagpå et V1-40 er der tilslutninger for antenne, 2x CAM, net, USB, SPDIF, AV, 5x HDMI, IR-sendere, surround-højttalere, WiFi-antenne og power. Foto: recordere.dk
Tilslutninger
Første gang jeg kiggede om bag BeoPlay V1, tænkte jeg: Hold da op. Der er mange flere anderledes tilslutninger på sådan et TV, end normalt for andre modeller fladskærms-tv.
Der er hele 5 stk. HDMI tilslutninger. Der finder jeg meget passende, jeg syntes personligt at 3 HDMI-tilslutninger, som der er på de seneste TV fra andre producenter, er for lidt. Især hvis man dyrker at have lidt forskelligt tilsluttet som recorder, settop box og medieafspillere som Apple TV og stadig ønsker ledig plads til en computer, en camcorder eller andet.
Til gengæld er kun et enkelt analogt AV-input, og ingen SCART-stik.
Der er en digital coax indgang (S/P-Dif) for overførsel af lyd. Den kan benyttes sammen med en HDMI indgang, hvis der tilsluttes udstyr som kun har DVI uden lyd. Det kunne være en mediecenter computer el.lign.
Der er 2 stik til IR-sendere, som giver styring af op til 4 stk. udstyr. Den del vender jeg tilbage til senere.
BeoPlay V1 har indbygget surround-forstærker, og bag på er der 3 stik som kan tilsluttes hver 2 højttalere via B&Os eget powerlink system. Der følger også mere om den del senere i anmeldelsen.
Der er to CI-slot (Common Interface) for CA-moduler (CAM) til dekodning af betalingskanaler.
Et USB-stik kan benyttes til media, for afspilning af billeder, musik og film fra en ekstern USB-enhed.
Der er både kablet netværk (ethernet) og indbygget trådløs netværk (WiFi). Ved brug af WiFi skal der tilsluttes en medfølgende ekstern antenne, som kan gemmes væk bag TV’et. Årsagen til den eksterne antenne skal nok findes i at det er en rent metal-kabinet af stål, som WiFi-signalerne nok har svært ved at trænge igennem.
Der medfølger et plasticdæksel, der kan dække for kablerne bagpå, når først alle stikkene er sat i. Det blev jeg dog ikke dus med, det virkede alt for bøvlet at montere. Men står TV’et op mod en væg eller en reol, så er der jo heller ikke behov for at dække kablerne. Selve det plasticdæksel er nok en af de dele ved BeoPlay V1, som virker allermindst B&O’sk.
Et plastic-dæksel kan dække for tilslutningerne. Det er dog svært at montere, når der er kabler i.
Beo4 fjernbetjeningen
Fjernbetjening
Til at betjene dette TV kan vælges en Beo4 fjernbetjening eller den dyrere Beo6. Denne test er udført med Beo4-fjernbetjeningen, der er en god gammel kending fra Bang & Olufsen.
Sammenlignet med det “plastic-skrammel” som ofte følger med TV og settop-bokse, så er det en befrielse at få en Beo4 i hånden.
Til de af jer der ikke har erfaring med Beo4, så er det en fjernbetjening i zink og aluminium med lækre knapper, display og en vægt og en formgivning der bare gør at den føles rigtig lækker i hånden. I sit grunddesign er Beo4 nok en af verdens fedeste fjernbetjeninger, og så sender den de infrarøde signaler så kraftigt, at man ikke behøver at pege fjernbetjeningen mod TV’et for at styre det.
Til gengæld gives afkald på et antal knapper i det design. Der er færre af dem på en Beo4, og det betyder at flere funktioner er gemt væk, som funktioner der kræver flere tryk. Det kan umiddelbart virke som en ulempe, omvendt hvem har ikke prøvet det med fjernbetjeninger der er fyldt op med knapper, hvor man istedet ender med at sidde og lede efter en funktion.
Så der er fordele og ulemper ved Beo4 kontra andre fjernbetjeninger, men jo mere intelligent selve styringen i TV’et er udført, jo mere rykker denne fjernbetjening mod prædikatet “topklasse”.
Multifjernbetjening
Et af de punkter hvor dette TV virkelig skiller sig ud fra mængden, er på fjernbetjening af tilsluttede enheder.
TV’et kan fjernbetjene andre enheder via infrarød (IR). Der benyttes små IR-øjer (IR-blastere), et øje til hvert udstyr som ønskes betjenet. Der medfølger et kabel med to IR-blastere, og TV’et har plads til yderligere to (ekstra IR-kabel kan erhverves ved B&O-forhandleren).
Denne funktion er noget af det mest geniale, tænk at den slags er indbygget i selve TV’et. Jeg testede IR-øjer på digital-boksene fra TDC TV og Viasat, et Apple TV, en Samsung blu-ray og den gamle Sony harddisk-recorder.
Under opsætning af indgangene kan de forskellige kilder navgives, og der kan vælges hvilken direkte knap kilden ligger på (om nogen). Eksempelvis er der knapper på Beo4 fjernbetjeningen som hedder “DTV” og “DVD”, som hver kan bruges til flere kilder (eksempel primær DTV og sekundær DTV).
I den konfiguration spørger TV’et selv om man ønsker at styre. Her skal TV’et være tilsluttet internettet, enten via kabel eller trådløst. Så kan det nemlig hente alverdens koder, kaldet PUC-tabeller. PUC står for Peripheral Unit Controller, altså en enhed der kan styre eksternt tilsluttet udstyr. PUC-tabellerne indeholder information om hvordan et bestemt udstyr fjernbetjenes, og de lister opdates løbende på nettet.
Selve IR-senderen er selvklæbende, så det sættes på udstyret ca. ud for hvor udstyrets egen IR-modtager sidder. De kan være man lige skal prøve sig frem, ved at holde den originale fjernbetjening helt tæt ind til udstyret, for at finde det punkt på fronten, hvor det fanger signalerne fra fjernbetjeningen bedst.
Der var ingen problemer med at hente PUC-koderne til TDC TV og Viasat HD-modtager, Apple TV og den gamle Sony harddisk-recorder.
Hvorfor lod B&O ikke bare Beo4-fjernbetjeningen styre de tilsluttede bokse direkte? Af flere grunde, dels er den fjernbetjening ikke bygget til standard multifjernbetjening, og ved at lade TV’et klare styringen så opnås flere fordele:
Det tilsluttede udstyr kan gemmes væk i et skab, og stadig betjenes, samt TV’et kan styre det tilsluttede udstyr selv. Eksempelvis kan man sætte TV’et til at tænde for en settopbox når den kilde vælges, og slukke den igen en 1) når der vælges en anden kilde eller 2) når TV’et slukkes.
Det er faktisk ganske smart. Medieafspillere og settopbokse kan jo også tage nogle sekunder om at vågne fra stand-by. Så kan TV’et kan tænde for dem den første gang som de bruges, og ellers vente med at slukke for dem allesammen igen, til det tidspunkt hvor selve TV’et slukkes.
De små infrarøde sendere kaldet IR-blaster monteres distret på de tilsluttede enheder.
Beo4 har dog ikke plads til alle funktioner til en settopbox eller en blu-ray afspiller på direkte knapper. Der er de gængse til PLAY, STOP. spoling osv. samt programknapper, menuknapper og OK. De øvrige funktioner ligger inde i menuen, tildelt genvejstaster dér.
Så man kalder en specialfunktion på eksternt udstyr eksempelvis med MENU GRØN, eller MENU 8 osv. I samme øjeblik der trykkes MENU, så viser TV’et genvejstasterne. Så denne del er ikke noget man behøver kunne huske, kun det med at MENU-knappen vælger flere funktioner.
Lige med den gamle Sony harddisk-optager kom BeoPlay V1 dog til kort. Der er kun PUC-koder for Sony DVD1, en helt standard generisk DVD-betjening fra Sony. Det er som sådan også fint nok, de koder kan styre DVD- og harddiskoptagerens PLAY, STOP osv. Men da TV’et ikke ved det er en DVD- og harddisk-optager, så er der ingen specialfunktioner under MENU til eksempelvis at styre omskiftningen imellem om den afspiller DVD eller HDD. Her i huset bruges den gamle Sony dog mindre og mindre, for den optager kun analog kabel-tv, men blot for at illustrere at I kan møde udstyr som ikke kan betjenes fuldt ud via BeoPlay V1.
B&O fik solgt denne funktion til mig. Nøj, hvor er det lækkert at sidde med en Beo4-fjernbetjening i hånden, og så klarer den lige det hele. Det er på et område som dette at BeoPlay V1 virkelig skiller sig ud fra mængden.
Efter en lang TV-aften, hvor der har været hygget igennem med TV, Blu-ray, Apple TV samt optagelser fra settopboks, er det blevet tid til at slukke for TV’et. Mens “gardinet” ruller for på BeoPlay V1, så slukker enhederne omkring TV’et også én for én.
Det kan man nemlig også bede TV’et om, altså at slukke for en kilde når 1) der skiftes væk fra den kilde, eller 2) når TV’et slukkes. Og TV’et husker selvfølgelig alle de kilder som har været i brug, og slukker for dem allesammen.
Når der tilsluttes en ny kilde via HDMI så spørger TV’et selv om den skal konfigureres.
Kilden navngives og der vælges evt. en direkte knap på fjernbetjeningen.
For hver kilde kan også vælges ønsket lydtilstand, billedtilstand (eksempelvis “FILM”) mm.
Herefter vælges om enheden skal styres med TV’ets fjernbetjening (kræver IR-blastere).
Der kan downloades koder til at styre andet udstyr fra internettet.
Stand-by
Dette TV må være verdens langsomste til at starte op. Ikke siden rørfjernsyn (billedrørs-TV med radiorør) i gamle dage har jeg oplevet at skulle vente så lang tid, for at starte et TV.
Når det er i lowpower stand-by (<1 watt) så tager det – hold fast – hele 26 sekunder om at tænde, fra der trykkes på knappen til det er helt klar. I de sidste af sekunderne ruller “teater-gardinet” dog fra, en funktion som B&O har dyrket i mange år.
Hvad dette TV skal bruge al den tid til er mig en gåde, det er muligvis noget med at computeren skal ud og klargøre alle de avancerede funktioner som dette TV har bag facaden. Jeg ved det dog ikke, måske en B&O-tekniker en dag løfter sløret for hvad TV’et laver under den usædvanelige lange opstartsperiode.
Efter nogle dage så vænnede jeg mig til det. Så ofte tændes et TV heller ikke her. I vores stue står det ofte bare tændt hele aftenen aligevel.
Der er mulighed for at sætte to tidsrum, hvor TV’et skulle bruge mere strøm og derfor tænder hurtigere. Man kan eksempelvis sætte det til at tænde hurtigt i tidsrummet kl. 18 – 23, og så tænde langsomt i den øvrige del af døgnet. Ulempen ved dette er dog at TV’et så bruger pænt meget strøm i stand-by i de tidsrum for hurtigstart, hele 36,4 watt målte jeg det til.
En info-bar vises i toppen ved kanalskifte
TV-Guiden på YouSee kabel-tv
Hovedmenuen i BeoPlay V1 skifter indhold afhængig af kilde. Kildeliste + opsætning går igen i alle.
Menuer og betjening
Selve betjeningen er noget af det som B&O igennem årene ofte har fået kritik for. For når den lækre fjernbetjening suppleres med flertryks-funktioner, som man nærmest skulle være autist for at huske, så bliver det hurtigt noget kluntet.
BeoPlay V1 kommer med helt nye og mere enkle menuer. Der er fortsat kroge i TV’et som kunne være designet bedre, men i det store billede gør de nye menuer nu jobbet ganske godt.
Hvis det er Beo4-fjernbetjeningen som her, og man ikke lige har haft B&O tidligere, så kræver det tilvænding med den “pind” der navigerer i menuer og TV-guide. Det lille “joystick” sidder midt imellem piletasterne, der hvor andre fjernbetjeninger har en OK-knap. Den er både navigering og OK.
Der er steder i TV’et hvor det lille joystick ikke fungerer optimalt. Et af dem er ved indtastning af ord, navne, kodeord og den slags. Det er heller ikke specielt intuitivt at skulle navigere med den lille stick i TV-guiden, hvor alle andre TV bruger piletasterne. Og det er ikke fordi piletasterne er i brug til andet, hverken i menuer eller TV-guide, hvorfor så ikke bruge dem (også).
For som det er nu, så er det ikke konsistent. Tilsluttes eksternt udstyr, hvor det er piletasterne der navigerer i menuer og lignende, så vil det også være piletasterne på Beo4 der bruges til at navigere der. Jeg savnede mine piletaster på BeoPlay V1 🙂
Men bortset fra det med piletasterne, så tror jeg hurtigt I bliver dus med betjeningen. Ihvertfald den del af betjeningen der ligger på direkte taster, i menuerne mv.
Den primære tilslutning for dette TV på testbænken var YouSee kabel-tv. Og her er der en god TV-guide der kan vise mange informationer om TV-kanalerne. Titel, varighed, lyd osv. Alt dette understøtter BeoPlay V1 selvfølgelig også.
Et enkelt tryk på knappen TEXT bringer tekst-tv op i et lille “vindue” i siden.
Tekst-TV kan også vises på den “gamle” måde som fuld skærm.
Tekst TV
TV’et har indbygget PAT – Picture And Text. Det er den funktion hvor det er muligt at se Tekst-TV sammen med billedet.
Trykkes én gang på TEXT vises tekst-tv sammen med TV-billedet. Trykkes herefter én gang mere på TEXT vises tekst-tv fuld skærm.
Ved PAP-funktionen vises to kilder på skærmen med lyden fra det store billede. De to kilder kan byttes.
PAP
Dette TV har også PAP – Picture And Picture. Det er muligheden for at vise to kilder samtidig på skærmen.
TV’et har dog ikke 2 tunere, så der kan ikke vises 2 TV-kanaler side om side. Men den kan bruges sammen med eksterne kilder eller den indbyggede medieafspiller.
PAP er dog en af de funktioner som B&O har gemt lidt væk. Den aktiveres med 3 tryk på LIST, til der vises “P.and P” i displayet efterfulgt af et tryk på en kilde. Herefter vises den kilde sammen med det du så. Et tryk på MENU efterfulgt af 0 vil bytte de to billeder.
Hvorfor nævne det med tastetrykkene? Jo, det er et eksempel på at selvom betjeningen er gjort enklere i dette BeoPlay V1 TV, så er der stadig kroge som mange nok aldrig vil bruge. For man glemmer hvordan det hentes frem, og glemmer hvordan det betjenes mens funktionen er aktiveret.
Ok, display og menuer hjælper på vej, værre er det heller ikke, men jeg tror at jeg ikke jeg er ene om at finde den type betjening lidt kringlet.
Lyden blev også testet med en bluray-skive fra Dolby indeholdende de sprødeste indspilninger.
Lyd
I takt med at flade TV er blevet fladere og fladere, så er lyden blevet ditto fladere. Uanset hvor mange krumspring producenterne tager, så vil det være en udfordring i lave blot en nogenlunde lyd i en skærm uden kant, der næsten ingen dybde har.
Dette TV er en undtagelse. BeoPlay V1-40 er skabt med bedre lyd, end de fleste andre fladskærms-tv på markedet. Dels er TV’et lidt dybere end gennemsnittet, og så har B&O genindført højttaleren på fronten.
For dengang fladskærms-tv begyndte at komme frem, var der jo mange andre modeller med god lyd. Dem hvor der var afsat plads til højttalere på fronten. Men de senere år med rammeløse designs o.lign. er TV-højttalere gået af mode igen, istedet sælges soundbars. Altså løse højttaler-bjælker til brug ved siden af TV’et.
Men i BeoPlay V1 er der god lyd. I den lille V1-32 drives højttalerne af 2x32W forstærkere, mens det i V1-40 som testes her er 3x32W. Det er et lukket højttalerkabinet, helt fri for resonans og mislyd.
Hvor TV med flad lyd performer bedst i mellemtone-området, for klar og tydelig tale, så angiver B&O frekvensområdet i V1-modeller til 85 Hz – 20.000 Hz. Altså praktisk talt fuldt frekvensområde, lige minus dybbassen nede i subwoofer-området.
Men selvom der sidder en fornuftig højttaler i TV’et, så har B&O aligevel valgt at lægge foruddefinerede lydtilstande ind i TV’et samt bruger-indstillinger af do. Der er en optimeret til FILM, en anden til SPIL, en tredje til DRAMA, en fjerne til SPORT osv.
Jeg forstår ikke helt formålet med denne mulighed her. I TV med flad lyd er det nødvendigt, for blot at TV’et lyder nogenlunde ved musik, film osv. Og jeg er med på at EQ mv. kan tweakes i BeoPlay V1 også, til at matche kildematrialet bedre; Men hvis lyden allerede er “god nok” hvem sidder så og skifter rundt på den slags inden en udsendelse. Nå, nu er det sport, så skal jeg huske at vælge sports-lyd. Hov, der er en film, så skal jeg vælge film-lyd. Nå, nu er der nyheder, så vælger jeg lyd optimeret tale. Nej, vel?
Dette TV kommer med en ganske fornuftig indbygget lyd, med forskellige muligheder for at udbygge dette hen ad vejen via den indbyggede surround-forstærker og eksterne højttalere, hvis det ønskes.
Ros skal B&O dog også have i forhold til lydtilstande. Hvis TV’et står på automatik, så vil det selv forsøge at vælge den rigtige lydtilstand automatisk, ud fra den kilde der kigges på. Er det TV, så ved det jo fra TV-guiden hvilket type TV-program der er på lige nu. Så brug det som du finder bedst, automatisk eller brugerjusteret.
Surround
Dette TV kommer med en indbygget 5.1 surround-dekoder. Til denne anmeldelse lånte jeg 4 stk. Beolab 3, aktive højttalere med Icepower forstærker samt en Beolab 2 subwoofer.
Lad det være sagt med det samme. Uanset hvor god en lyd der er i et TV eller soundbar, og uanset hvor dygtige de bliver til at lave lydprojektering i soundbars, så er der intet der kommer op på siden af en rigtig surround-opstilling.
Lyden bredes ud i rummet, og får både fylde og pondus. Og det uanset om du kigger på EM Bold fra Polen og Ukraine eller film fra medieafspiller eller filmkanal. Ja, selv ganske almindelig stereo TV-lyd er helt anderledes igennem et godt surround-anlæg som dette.
Og BeoPlay V1 tilføjet aktive højttalere fra B&O er et godt surround anlæg. Tilmed et ganske habilt et af slagsen, hvor der er rigtig mange muligheder for at tweake og justere. Tjek blot denne “Technical Sound Guide” udgivet til dem der virkelig vil nørde med mulighederne.
Bagsiden er at det kun virker med B&O’s egne aktive højttalere via deres powerlink, og da B&O endnu ikke har udgivet nogle BeoPlay-højttalere til en fornuftig pris, så bliver det hurtigt en ganske pebret affære.
Dette setup med Beolab 3 og 2 koster lige den nette sum af 76.975 kroner, plus fødder/standere, plus kabler. Altså mere end 80.000 kroner for et velspillende surround-setup. Det er altså mange penge at bruge ved siden af et TV, der samlet har kostet ca. kr. 23.400.
B&O har dog også billigere aktive højttalere på programmet end disse, ligesom der jo er brugtmarkedet at dykke ned i også. Men højttalere fra Bang & Olufsen holder en høj brugtpris, så forvent at skulle bruge en del flere penge på højttalere end det som selve TV’et har kostet.
Det er der jo ikke meget “folke-surround” over, og jeg vil håbe at B&O øjner markedet for Beoplay-højttalere. Så det bliver muligt at købe et sæt fornuftige aktive højttalere til eksempelvis 7-8000 kroner. Ellers tror jeg ikke, at der vil blive taget mange surround-moduler i brug, på BeoPlay V1.
Men man kan selvfølgelig udbygge med disse hen ad vejen, efterhånden som behov og pengepung er til det. TV’et har ganske fin lyd i sig selv, sammenlignet med mange af de andre LED TV på markedet.
Er det forgæves at B&O har bygget gode højttaler ind i selve TV’et, hvis man går efter et surround-setup?
Nej, for de indbyggede højttalere i TV’et fungerer ganske glimrende som center-højttaler i et surround-setup. De to stereo-højttalere i TV’et kan slås sammen til én centerhøjttaler, som ikke mangler noget udover lidt volumen. Den var lige knap så følsom som de aktive højttalere, så jeg fandt at den skulle stå 6 dB højere end de øvrige, for at dialogen (talen) ikke flyttede væk fra center, når jeg lyttede til stereolyd.
Højttalergrupper
BeoPlay V1 har indbygget mulighed for at definere op til 10 højttaler-grupper. Det vil sige at man definerer hvilke højttalere der indgår i en gruppe, hvilken type de er, hvor langt de er fra sweet spot lytteplads, hvor højt de skal spille hver især, hvor de er placeret i forhold til lyttepositionen osv.
Så det er muligt at lave en gruppe helt uden surround-højttalerne på, en anden gruppe med fuld surround, og en tredje gruppe der er surround uden subwoofer osv.
Det kunne også være de forskellige grundindstillinger til surround, der fik hver sin gruppe. En gruppe til surround-lyd, hvor kilden er TV-stereo. En anden gruppe til surround-lyd, hvor kilden er 5.1 film eller musik.
Her fandt jeg det nyttigt at have én højttalergruppe til TV-surround, som eksempelvis EM Bold. Her er center-kanalen i fokus, mens de øvrige højttalere mere er effekt-kanaler. Til musik er der mere fokus på ballancen imellem venstre, højre og center, mere end at center-kanalen er tydeligst, og det giver andre niveauer. Så det kan løses ved at have to eller flere højttalergrupper.
Det kunne også være flere zoner, måske til musik i flere rum.
Der kan også være andre gode grunde til at benytte højttalergrupper. Måske bor man i lejlighed, hvor naboerne bliver sure med for meget dybbas efter kl. 22:30. Eller måske sover der små børn inde ved siden af, så der skal dæmpes lidt ned for effekterne efter kl. 20.
Men hvor smart det end lyder med højttalergrupper, så er det også et punkt hvor BeoPlay V1 falder igennem. Betjeningen i forbindelse med højttalergrupper er nemlig ikke så elegant lavet.
Så snart der vælges en anden kilde, så hopper TV’et tilbage på den primære højttalergruppe (kaldet TV). Dette gør højttalergrupper nærmest ubrugelige, i forhold til de forskellige anvendelsesmuligheder der er beskrevet ovenfor.
Samtidig har B&O gjort det meget besværligt at vælge en særlig højttalergruppe igen. På Beo4 er det enten:
LIST LIST LIST LIST LIST OK <tal> (hvor tal er gruppens nr)
Hvis TV’et står på TV, ellers kan der være flere tryk på LIST inden fjernbetjeningen når stilling SPEAKER, som er der hvor højttalergrupperne vælges.
Alternativt via menuen, hvor der er mange flere tryk med at navigere ned igennem menuerne, indtil man når ind til højttalergrupperne.
Det må kunne optimeres i en senere software, så TV’et fastholder en valgt højttalergruppe. Men det har selvfølgelig kun betydning, hvis der vælges at sætte aktive højttalere til TV’et. Benyttes kun TV’ets egen højttaler, så er højttalergrupper overflødige.
Et kig ind i program-guiden for radio. Det lader dog ikke til at YouSee lægger info ud om det.
Radio
Dette er ikke kun et TV, det er også en radio. Ihvertfald hvis der er radio-kanaler til rådighed på kabel-tv, som YouSee tilbyder.
Egentlig er det bare TV-kanaler der benyttes til at transmitere radio-kanaler, så der er ikke noget særligt i at kunne modtage dem. Men BeoPlay V1 finder radiokanalerne, og lægger dem ind under RADIO der har sin helt egen direkte knap på fjernbetjeningen.
Bagpå er der rum til at skjule en Apple TV medieafspiller. Foto: recordere.dk
Apple TV
Ved lanceringen af BeoPlay V1 slog B&O på, at dette TV er født til at arbejde sammen med et Apple TV, altså den lille medieafspiller fra Apple.
Det er nu ikke fordi B&O ligefrem er gået i seng med Apple. At de nævner det må mere skyldes, at de øjner mulige nye kunder i det segment som køber mange Apple-produkter.
For i virkeligheden kan der tilsluttes enhver medieafspiller eller mediecenter, ja enhver kilde, som herefter styres med B&O-fjernbetjeningen, hvis der benyttes IR-blastere som beskrevet i afsnittet Multifjernbetjening.
Men der er lige plads til at skjule et Apple TV bagpå BeoPlay V1-40, i det indhak hvor tilslutningerne også sidder. Så det sidder skjult, og eventuelt gemt bag det plastic-dæksel der følger med.
Med et Apple TV skjult, og styring via TV’ets fjernbetjening, så virker det integreret. Som det Smart TV, som BeoPlay ikke selv er født med.
Men det kunne ligeså godt være Google TV, XBox TV eller noget andet Smart TV.
Der er indbygget mediebrowser i BeoPlay V1 til foto, musik og video
Mediebrowser
BeoPlay V1 har – som de fleste andre TV på markedet i dag – også en indbygget medieafspiller som de kalder mediebrowser.
Den kan både afspille media som video, lyd og billeder fra USB-enheder som NAS-drev på husets netværk.
Selve afspilleren er ganske triviel. Der er ikke så mange indstillinger, og betjeningen er lige ud af landevejen. Jeg gav den lidt forskelligt musik, billeder og test-videoer, og TV’et afspillede det meste.
Dog uden undertekster i MKV-containere. Uanset hvilken jeg prøvede, så kom de ikke frem. Jeg fandt også en enkelt “god gammel” Xvid-video i SD, som heller ikke var understøttet.
Men de fleste vil nok finde udvalget af afspille-muligheder tilstrækkelige, til at se billeder, hjemmevideo og høre musik. Tjek selv listen over de formater som er understøttet her.
Et kritikpunkt i den forbindelse: USB-porten er gemt omme bagpå, sammen med de øvrige tilslutninger. Det gør det ikke nemt at tilslutte midlertidige USB-enheder.
Afspilning af musik
Afspilning af billeder (slideshow)
Afspilningsliste til video
En test-sekvens, her et klip fra Monsters Inc.
Opdateringer og stabilitet
Det er ikke usædvaneligt at se et TV sendt på markedet før produktet er stabilt. Det er senest oplevet med en anden producents ypperste topmodel, den genstartede umotiveret midt under en optagelse, med det resultat at TV’et startede forfra og optagelsen var tabt. Et moderne TV indeholder meget software, og software kan indeholde bugs.
Nu kan BeoPlay V1 ikke optage, og produktet opleves i almindelighed meget stabilt, hvor det gør hvad der forventes af det.
Med softwaren fra 23/3-12 oplevede jeg dog to tilfælde hvor TV’et var endt i et stadie hvor det ikke kunne tænde. Det virkede dødt, og der var ingen rød lampe (som indikerer at TV’et er optaget – eksempelvis af en software-opdatering). Eneste måde at vække det igen var at slukke på stikkontakten og tænde igen.
Med softwaren fra 23/5-12 har jeg ikke oplevet dette. Indtil videre virker TV’et 100% stabilt med denne seneste software.
B&O udgiver løbende ny software til TV’et, som kan hentes ned når TV’et er tilsluttet internettet. Det tog vel fem minutter at opdatere her.
Seneste software som dette TV blev testet med
Billede
Efter de første timer i selskab med BeoPlay V1-40 konkluderede jeg at billedkvaliteten var som et gennemsnitligt LED TV. Efter at have arbejdet med det i en længere periode må jeg sige at det kun passer på nogle områder, som farveballance, men ikke på andre områder som billedgengivelse iøvrigt.
BeoPlay V1 kører som standard “TILPASSET” billede, hvilket betyder at farver, lys mm. justeres efter det omgivende lys i rummet. I den indstilling virker farverne mere kolde (mere blå) i dagslys og mere varme (mere rød/orange) ved aftenbelysning.
Jeg ser mest TV om aftenen, og her virkede farverne til at være naturlige. Især de vanskelige hudtoner virkede rigtige.
TV’et har også en “FILM MODE”, som giver et svagt mere afdæmpet udtryk. Umiddelbart ligger “FILM MODE” nok tættest på en kalibrering, men BeoPlay V1 er ikke blevet kalibreret i forbindelse med denne anmeldelse.
Det er dog afprøvet på kryds og tværs, ikke mindst ved hjælp af Blu-ray skiven “DVE – Digital Video Essentials – HD Basics”.
Her er anvendt dels restaurantscenen og dels deres farvejustering til “husbehov”, hvor man via et særligt testbillede og medfølgende farvefiltre kan vurdere om grundfarverne ligger rigtigt i niveau, mætning mv.
Ses test-billedet igennem det røde filter, skal de kvadratiske felter enten være sorte hvilket betyder at farven bagved slet ikke indeholder rød, eller de skal være røde med samme udseende – samme niveau. Som det ses på billederne herunder så er BeoPlay V1 ikke helt skæv til “husbehov”, der er dog lidt med gengivelsen af den grønne farve.
Farvejustering fra DVE HD Basics, her med TV’et i stilling “TILPASSET”. Set igennem hvert farvefilter (rød, grøn og blå) skal farverne være så ens som muligt.
Farvejustering fra DVE HD Basics, her med TV’et i stilling “FILM”.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Ved lanceringen af dette TV, reklamerede B&O med at her var et TV som udover automatikken også tillod kunderne selv at tilpasse farver mv. Den holder ikke i virkeligheden.
Jo, der er justeringer for farvemætning og toner; Men almindelige brugere har ikke adgang til at justere rød, grøn og blå i hhv. de mørke og de lyse niveauer. Så den lille skævhed der kunne ses i den grønne farve på testbillederne ovenfor kan ikke umidelbart fjernes med de frie kontroller. Det kræver adgang til service-menu.
TV’et kører som standard TILPASSET, hvor lys, kontrast, farver og anden billedbehandling er under automatik i forhold til lyset i rummet.
Men det er muligt at indstille hvilken billedtilstand som hver kilde skal bruge. Så der kan vælges “FILM” til bluray-afspilleren og “SPIL” til spillekonsollen.
Dette er indstillingerne for billed for hver kilde. Det er iøvrigt meget upraktisk at menuen dækker over en tredjedel af billedet, også mens man justerer.
DVE – Digital Video Essentials – HD Basics
Restaurantscenen på bluray-skiven DVE – Digital Video Essentials – HD Basics
På “DVE – Digital Video Essentials – HD Basics” ligger også en række test-sekvenser, der er på forskellig måde er lavet til at udfordre displays og projektorer. Det er typisk forskellige motiver i bevægelse. Objekter eller baggrunde i bevægelse kan være en udfordring for TV-teknikken.
Der er en scene fra en restaurant, hvor kameraet panorerer henover farvestrålende mad, samt det par der nyder den. Den er meget afslørende overfor om farverne virker rigtige, også hudtonerne.
Andre sekvenser fra samme test-bluray afslørede at dette TV fra B&O faktisk løser udfordringerne til bravour. Scenerne med panoreringer og bevægende objekter kører flot, og slås TV’ets billedstabilisering fra ses hvorfor den er der. Uden den indbyggede stabilisering, så oplevede jeg eksempelvis ujævnheder og hak under panoreringer i test-sekvenserne.
På andre TV har jeg oplevet forskellige problemer under sport som fodbold og tennis. Eksempelvis en fodbold, der sparkes højt ned af banen, kan både hakke og stå dobbelt på nogle TV, men ikke BeoPlay V1. Nu har jeg efterhånden fået set en del fodboldkampe fra EM på dette TV, og jeg har endnu til gode at spotte steder hvor det går galt i byen.
B&O skriver selv i “salgsmatrialet”:
“A great TV panel in a B&O PLAY product does not make a fantastic TV on its own. We go to great lengths to improve the picture quality of the already excellent panel we buy from the best producers out there. “But how is that possible?”, you might ask.
Well, we’d like to call it magic, but in fact it’s the hard work and experienced eyes of our dedicated team of professional viewers in the Viewing Panel and our world leading picture engineers that design, test, twist and trim the picture quality to become the best it can possibly be. Almost outperforming the real thing.“
Det er selvfølgelig PR, men det er heller ikke helt ved siden af. BeoPlay V1 klarer sig i mine øjne bedre end mange andre Edge-LED TV på markedet. Ingeniørene har kælet for slutproduktet her.
Hvad angår betragtningsvinkel, så er dette et TV der kan ses fra selv skarpe vinkler. Man skal ud på omkring 45 graders vinkel før der anes en svag lysreduktion, og der forekommer intet farveskifte.
Det samme gælder det svage genskin der kan forekomme fra lyskilder (vinduer, lamper mv) i det matte display. Det giver heller ikke anledning til at farveskifte.
Billedstabiliseringen i BeoPlay V1 bør være slået til (er den som standard).
Slås B&O’s billedstabilisering i BeoPlay V1 fra, så hakker bygningen th. under en panorering forbi den.
Forklaring på billedtilstande i hjælpen kan let misforstås. TV’et husker ikke sidst valgte kilde, men vælger billedtilstand for hver kilde ud fra grundindstillingerne.
Det der ikke følger med
Nu har jeg haft fokus på alt det som BeoPlay V1 kan, og på nogle områder er foran konkurrenterne. Men der er jo også områder, som B&O har valgt helt fra, i dette TV.
- Ingen Smart TV. Er det nødvendigt, må der eksterne løsninger til som Apple TV, Google TV eller en Blu-ray afspiller med indbygget Smart TV.
- Ingen masterlink. Købere af B&O-produkter havde håbet at BeoPlay V1 også kunne indgå i et samlet B&O-setup i huset, med adgang til et masterlink-system. Men det er ikke muligt, ihvertfald ikke endnu.
- Ingen integration med Android og Apple smartphones og tablets. Så der er ingen App til fjernbetjening, ej heller en App til at streame fra TV til smartphone, og alt det andet smarte som flere af de øvrige producenter kan byde på.
- Ingen recorder. TV’et kan ikke optage på USB-enheder, som er blevet en normal funktion på TV i dag.
- Ingen 3D.
Målinger
Generelt ses ikke de samme udsving på LED TV, i forhold til billedindhold, som det kendes fra plasma tv. Strømforbruget på LED TV er mere konstant.
- Stand-by forbrug (sparefunktion): 0,4 watt
- Stand-by forbrug (hurtigstart): 36,4 watt
- TV med tilpasset billedtilstand (dagslys): 87 watt
- TV med billedtilstand film (dagslys): 90 watt
- TV med billedtilstand spil (dagslys): 90 watt
Målingerne er gennemsnitlige værdier og kun vejledende.
Målingerne er udført med den indbyggede surround-forstærker i drift.
Foto: recordere.dk
Konklusion
Med BeoPlay V1 har Bang & Olufsen skabt en ny kategori af TV, der har potentiale til at vinde nye kunder. Et TV der udfylder hullet efter den MX-serie af TV, der blev de sidste “folke tv” fra B&O, tilbage i de gamle billedrørsdage.
Overraskende er oplevelsen af kvalitet, i design, betjening, billed og ikke mindst lyd ved daglig brug.
BeoPlay V1-40 virker ikke dyr, når man ser på hvad der følger med i pakken. For 21.999 kroner (kr. 23.299 i den viste konfiguration) får du et godt 40″ LED TV med indbygget soundbar, surround-forstærker og en ganske velfungerende universal fjernbetjening. Dette pakket ind i et lakeret metalkabinet, med en super lækker fjernbetjening (Beo4).
Der er dog plads til forbedringer, eksempelvis i hele den måde TV’et håndterer højttalergrupper på. Den del er B&O ikke sluppet heldigt fra. Men det får kun indflydelse hvis der benyttes eksterne højttalere sammen med TV’et.
Der er ikke indbygget Smart TV i BeoPlay V1, det kan heller ikke optage eller betjenes fra din smartphone, og der er heller ingen 3D. B&O har holdt fokus på at lave et velfungerende TV, og fravalgt flere af de funktioner som andre fabrikanter slår på.
Designet vil jeg ikke sætte en finger på. Jeg er med på at mange ikke kan lide det, men det kan jeg. Jeg syntes det er et flot TV, der kun vandt yderligere dag for dag, mens denne test stod på.
Et af TV’ets allerstørste forcer er den måde som tredjeparts-produkter, som digital-bokse, medieafspillere, bluray-afspillere mm. kan integreres på. TV’ets fjernbetjening bliver til en multifjernbetjening, på en måde hvor TV’et fortsat er i kontrol. Det fungerer så overbevisende, at jeg hurtigt endte med at lægge originalfjernbetjeningerne på hylden, og nøjes med TV’ets fjernbetjening.
Dette er et TV der kan vinde hjerter, når først det står inde i stuen.
Bedømmelse
Beoplay V1-40 får 5 ud af 6 stjerner.
Dette for det ærlige produkt, der godt kan gå hen og blive et nyt “folke-tv”. Altså at B&O igen bliver repræsenteret i det “almindelige” danske hjem, med andet end fastnettelefoner.
