Forside * Nyheder

Afslører Microsoft at de har købt Nokia i nat?


Microsoft har indkaldt til et pressemøde så hemmeligt, at ikke engang de danske Microsoft-pressefolk ved, hvad der skal ske. Her er de fem bedste bud på, hvad Microsoft vil afsløre. Et af buddene er, at Microsoft har købt Nokia i weekenden.


Det, der sker i USA i disse timer er meget usædvanligt. Microsoft, der altid har været relativt forudsigelig og troværdig, når det gælder deres presseanliggender, har hasteindkaldt til pressemøde i Los Angeles kl. 15.30 lokal tid, hvor pressemødet reelt starter 16.30. Det er kl. 1.30 mandag nat dansk tid. Indtil for en time siden var det ikke engang afsløret, hvor i storbyen, pressemødet ville finde sted. Det sker i lokalerne hos Milk Studios, et mediefirma i Hollywood. Det er altså ikke nogen sportshal, man samler folk i, så man må forvente en relativt lille forsamling.


Der gættes i øst og vest i medierne på, hvad Microsoft-annonceringen går ud på, især fordi den er så hemmelig, som den er. Selv de danske Microsoft-pressemedarbejdere påstås at være holdt ude af loopet.


Her er de bud, der gættes på:


1. Microsoft afslører Xpad – en tablet med Windows RT på, der kan tage kampen op med iPad. Der har gået rygter i nogen tid om at Microsoft havde en sådan på vej, og det ville give mening at holde et pressemøde i Hollywood omkring sådan en device, som er gearet mod underholdning, spil og film. Rygtet går også, at boghandlerkæden Barnes and Noble er ind over med deres Nook-modeller, som Microsoft for nylig skød en masse penge i. Det er bare besynderligt, at Microsoft så ikke bare venter til på onsdag, hvor de har indkaldt til pressemøde på normal vis for at fortælle om Windows 8 Apollo, der er mobiludgaven af Windows 8.


2. Microsoft afslører, at de har købt Nokia. Der er nogle ting, der peger i denne retning. Først og fremmest er Nokias markedsværdi netop nu i bund og de har netop meddelt, at de skal fyre 10.000 ansatte. Der er teorier ude om, at Nokias topchef Stephen Elop netop gik fra Microsoft til Nokia for at aflive Symbian og give Windows Phone en platform, ansætte sine egne løjtnanter fra Microsoft i Nokias top, få Nokias markedsværdi helt i bunden, så Microsoft kunne overtage Nokia på den bedst mulige måde. Alt dette er nu sket, og Lumia 900s store succes i USA kan få Nokias amerikanske afdeling til at boome, hvilket vil forøge markedsværdien og vanskeliggøre et salg til Microsoft. Måske har Nokias bestyrelse henover weekenden sagt ja til et tilbud fra Microsoft, og derfor kommer pressemødet så pludseligt. Timingen er rigtig.


Men Los Angeles ville i givet fald være et besynderligt valg. Nokias amerikanske hovedkvarter er i Silicon Valley, og alle business-avisernes redaktioner er i New York. Teorien understøttes dog af, at Microsoft har valgt at lægge tidspunktet for pressemødet efter Wall Streets lukketid. Det kan dog også bare være for at give journalisterne en chance for at komme med fly til LA.


3. Microsoft afslører Xbox 720. Detaljer om den næste generation af Xboxe blev afsløret ved en lækage lige før weekenden, hvilket fik techmedier over hele verden til at gå bersærk af begejstring, blandt andet fordi den nye maskine har Blu-ray, en ny Kinect-model og ikke mindst gaming i fuld 1080p-opløsning. Måske vil Microsoft komme med en officiel afsløring, og derved prøve at holde kontrol med rygterne. Det vil give utrolig meget mening i forhold til at Los Angeles er valgt som stedet, hvor afsløringen finder sted. Xbox-teamet arbejder tæt sammen med spiludviklere og designere i underholdningsbyen, så dette bud er formodentlig et af de mest sandsynlige.


4. Microsoft aflører Office til iPad. Det ville være en total overraskelse, men vi ved en Office-app eksisterer. Hemmelighedskræmmeriet ville dog være besynderligt i dette tilfælde, og hvorfor skulle man ikke holde en sådan event i Silicon Valley, hvor Apple ligger, og Microsoft har en stor afdeling? det vil nok blive anset som værende ret skuffende, hvis det er det, Microsoft vil fortælle om.


5. Microsoft bekendtgør officielt, at de har overtaget Yammer. Det er nu ret officielt, at firmaet har købt Yammer – men det er ikke blevet meldt ud i fornem stil til pressen endnu. Det er dog ret usandsynligt, at det er det, der er tilfældet.


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.